Gode takter i regeringsudspil om grøn genstart

Af: Steffen Damsgaard, formand Landdistrikternes Fællesråd

Den: 20.11.2020 kl. 08:00

Regeringen fremlagde i sidste uge udspil om genstart af dansk økonomi, der skal understøtte de danskere, der lige nu er ramt på deres levebrød og livsgrundlag, efter coronakrisen igen er blusset op rundt i verden. 

Det er meget positivt, at regeringen nu lancerer en række initiativer, som også vil bidrage positivt til vækst og beskæftigelse i landdistrikterne. Det er der i den grad brug for, da vi ved, at kriser historisk rammer hårdere uden for de største byer. Hvis først arbejdspladserne på landet forsvinder, kommer de sjældent tilbage.   

Et af tiltagene, regeringen netop har fremlagt, lyder på at udvide håndværkerfradraget eller, i officiel tale, boligjobordningen. Det er godt.

Der er tale om en stor forhøjelse i forhold til i dag, så det bliver muligt at få et større fradrag for serviceydelser. Det er meget positivt for det lokale erhvervsliv og vil samtidig understøtte den grønne omstilling af vores samfund.  

Derudover vil regeringen iværksætte målrettede omstillingsindsatser i 2021 og 2022 på i alt to milliarder kroner i de områder af Danmark, der lige nu er hårdest ramt af krisen. 

Der er ingen tvivl om, at mange brancher i landdistrikterne er hårdt ramt af krisen allerede, og at mange vil blive det i de kommende måneder. Derfor er der i den grad brug for omstillingsindsatser, så vi ikke får en yderligere geografisk skævvridning som konsekvens af covid-19-krisen. 

Regeringen lægger op til at nedsætte syv regionale vækst-teams dækkende hele landet, som skal komme med anbefalinger til, hvordan der bedst kan investeres i lokale erhvervsstyrkere. 

Vi har sammen med en meget bred kreds af aktører foreslået, at regeringen nedsætter et vækst-team for landdistrikter. I den sammenhæng er regionale vækst-teams et godt skridt, men der mangler fortsat en overordnet og målrettet indsats, hvor erhvervslivet, kommunerne og landdistrikterne i fællesskab med regeringen finder løsninger på, hvordan vi kan styrke vækst og beskæftigelse på landet. •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Gode takter i regeringsudspil om grøn genstart Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger