Fortjener vores politikere egentlig det?

kommunaldirektør Lars Holte, Høje-Taastrup Kommune

Af: kommunaldirektør Lars Holte, Høje-Taastrup Kommune

Den: 05.12.2017 kl. 08:00

Kommunalvalget er overstået og røgen fra medieverdenens dækning er ved at lægge sig. Og det kræver en eftertanke.

Kast et blik på USA og den måde deres demokrati, presse og politikere fungerer på i dag. Så får du et billede af, hvordan vores måske vil være om 10 år. Perspektivet er skræmmende og bliver forhåbentlig aldrig til virkelighed. Men alligevel ser vi tendenser til og eksempler på, at det desværre går den vej. Grænsen for, hvad man kan og ikke kan tillade sig som kritisk presse, flyttes hele tiden – både når vi taler lands- og lokalpolitik.

Tilbage i tid havde pressen et fast blik på Ritt Bjerregaards lejlighed og brug af hotel. Senere kom historien om Karen Ellemann og hendes skraldespand. Ekstra Bladet kunne i 2010 afsløre, at den daværende miljøminister havde rod i affaldssorteringen. De havde nemlig selv to søndage i træk gennemrodet hendes affaldssæk! Misforstå mig ikke. Det er helt fair, at pressen har blik for, om politikere er dobbeltmoralske. Men hvordan kom vi dertil, at det er acceptabelt at gennemrode en politikers affaldssæk?

Eller tag historien fra samme år om daværende udenrigsminister Lene Espersen og hendes afbud til arktisk topmøde. Igen er det helt fair, at pressen er kritisk over for en politiker, som selv har ønsket at blive udenrigsminister og efterfølgende prioriterer en privat ferierejse over et vigtigt møde. Det fortjente kritik, men var der virkelig kød nok på den historie til, at den kunne være tophistorie i medierne i 59 dage? Indtil karaktermordet var fuldendt og Lene Espersens skæbne besejlet. På grund af én fejl!

Det frådende mediehav 

Eller tag den seneste historie på stammen fra den afsluttede kommunale valgkamp. Sjældent har man set medier kaste sig så frådende over nogen politiker, som det vi har været vidne til med både røde og blå toppolitikere på Københavns Rådhus. Ministre, som har givet forkerte oplysninger til Folketinget, har sjældent oplevet noget lignende. Esben Lunde fik en tur for sine dispositioner på fiskeriområdet, men ikke noget der nærmer sig det, vi har oplevet i den seneste tid. Er der lovgivning, der er blevet overtrådt? Næ, det er der ikke  noget, der tyder på. Er der så regler, som er blevet brudt? Nej, heller ikke det ser ud til at være tilfældet.

Jeg synes, det er helt i orden, at pressen ser på, hvorvidt politikere skal have privilegier, som almindelige borgere ikke har. Helt fair – det er en diskussion værd. Ingen tvivl om, at politikere skal holdes op på deres holdninger, deres dømmekraft og deres handlinger. Det er helt inden for stregerne at rejse en reel møgsag om anvendelsen af skatteborgernes penge – og vi lever efter min mening sagtens med den stigende strøm af aktindsigter.

Retfærdiggør det så, at en politiker skal have sit private bryllup eller skraldespand gjort til genstand for månedlang presseskriveri? På ingen måde – det er helt ude af proportion. Det virker ærlig talt som om, man er mere optaget af at se, om man kan fælde en politiker end at rejse en debat om, hvad der er ret og rimeligt. Er det mon, fordi det giver flere klik og dermed passer bedre til forretningsmodellen i en presset medieverden?

Først søger man aktindsigt

Hvad mere er, så skaber medierne nu også indimellem deres helt egne historier. Skåret til kanten er skabelonen nogenlunde som følger: Først sender man en aktindsigtsbegæring om for eksempel borgmesterens kørsel. Det udløser så naturligt en sund opmærksomhed på, om alle regler er blevet fulgt, og man spørger ovenikøbet en faglig organisation, om der skulle være regler, man ikke har været opmærksom på. Haps – vi laver en historie på, at en medarbejder formodentlig har følt sig presset til at henvende sig til sin faglige organisation. Uden hold i virkeligheden og helt uden indhold. Man har opfundet sin egen historie som opfølgning på dem man har lavet tidligere. Nu kan man så sende bud efter en holdning fra en såkaldt kommunal ekspert. De er som regel villige til at levere præcist den sound-bite, der passer til historien. Nu vi er i gang, lad os få nogle kommunikationseksperter indover, så vi kan fuldende det medieskabte personangreb – og historien kan rulle nogle dage!

Hvad kan en politiker gøre? Man kan sende sagen i pressenævnet og være heldig at få en afgørelse om nogle måneder. Journalisten og mediet virker ofte bedøvende ligeglad. Det har ingen konsekvens. Man har næsten indtryk af, at der venter en præmie på redaktionen, hvis man har haft modet til at gå helt til grænsen og lidt over. Bare det skaffer klik, så det passer til forretningsmodellen. Mon der på avisredaktionerne hænger tavler over, hvem der kan score flest klik?

Politikere skal stå til ansvar for deres handlinger og mandat, men det er vælgerne, der skal fælde dom. Ikke medierne. Konsekvensen af den måde medierne kaster sig over bestemte politikere er, at de selv bliver politiske aktører uden at leve op til kravet om ansvarliggørelse og proportionalitet. De skal jo ikke vælges til noget som helst for at nyde den privilegerede position, de besidder i vores samfund. Det er simpelthen skadeligt for vores demokrati.

Der er tre helt afgørende problemer i den måde vores politikere i stigende grad udstilles på.

1) Hvem har lyst til at stå model til den slags? Det afholder helt entydigt dygtige potentielle kandidater fra at stille op. Vi har vel egentlig alle i fællesskab kendskab til dusinvis af højt kompetente mennesker med politisk interesse, som præcis af den grund ikke er på stemmesedlen. Det gør vores demokrati dårligere og mindre repræsentativt! 

2) Med pressens noget endimensionelle fokus på ”grådige og korrupte skandale-politikere” drevet af egen vinding, så gnaves der efter min mening alvorligt i den legitimitet vores fælles velfærdssamfund bygger på. Hvorfor egentlig betale skat, hvis de der er valgt til, på vores alles vegne, at prioritere på skatteområdet, via pressen, defineres som klaphatte?

3) Allerede nu synes jeg, der ses tendenser til, at de folkevalgte begynder at ændre adfærd i lyset af dele af pressens arbejdsform. Nye og fremtidssikrede løsninger på velfærdsområdernes udfordringer kræver risikovillige og nytænkende politikere. Det får vi næppe, hvis sandsynligheden for gang på gang at få hele vasketøjskurven sat offentligt til skue er helt uden sammenhæng med, hvad de politiske sager handler om.

Det synes klart, at pressen har færre ressourcer på redaktionerne, hurtigere deadlines og flere platforme. Men vi har alligevel brug for en debat om pressens rolle og arbejdsmetoder over for vores folkevalgte – omend jeg er helt med på min tilgang af nogle vil tolkes som ”med-klynk” for vores politikere. Det lever jeg fint med – blot det fører til lidt selvrefleksion i journaliststanden om medansvaret for vores velfærdssamfunds og demokratiets videre udvikling!

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Fortjener vores politikere egentlig det? Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger