Førtidspension skal være sidste mulighed

Af: Lene Witte, direktør i Gigtforeningen - den 31.08.2010 kl. 11:44


I Gigtforeningen hilser vi det velkomment, at der nu er fornyet fokus på førtidspensionen. Men man bør kigge bredt på hele området, og ikke kun på udvalgte grupper under en bestemt alder.
Førtidspension er rigtig for dem, der har mistet enhver arbejdsevne. Men for andre kan førtidspensionen betyde, at den mentalt blokerer for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Man mister muligheden for omskoling og rehabilitering. Og båndet mellem den enkelte og samfundets forventning om selvforsørgelse bliver endegyldigt klippet. Det er uambitiøst og det skal vi gøre bedre.
Gigtforeningen foreslår, at der i udgangspunktet ved længerevarende sygdom indføres en rehabiliteringsydelse.
Bliver man ramt af sygdom, skal man have tid og ro til at blive rask, uden at skulle tænke på, at økonomien ramler imens. Det skal rehabiliteringsydelsen sikre. Men når sygdommen er stabiliseret og man har lært at leve med den, så skal rehabiliteringsydelsen åbne for nye muligheder på arbejdsmarkedet.
I Gigtforeningen lægger vi særlig vægt på, at rehabilitering skal ses i en større sammenhæng, hvor både de sundhedsmæssige og de sociale forhold inkluderes.
Som det er i dag spildes der utrolig store offentlige og personlige ressourcer på helt usammenhængende forløb. Hver for sig har de offentlige fagområder store kompetencer. Men der er desværre alt for mange eksempler på, at de ikke arbejder sammen – at den ene sektor ikke ved, hvad den anden foretager sig. Dermed kommer patienten til at stå rådvild midt imellem og ender på en førtidspension, selvom der i virkeligheder er bedre og langt mere fremadrettede muligheder.

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Førtidspension skal være sidste mulighed
  •  

Nyhedsbrev