Er tidlig opsporing altid en god idé?

Af: Signild Vallgårda, Mia Amalie Holstein, Rune Engelbreth Larsen og Henrik Nannestad Jørgensen, medlemmer af Det Etiske Råds arbejdsgruppe om tidlig opsporing

Den: 24.10.2019 kl. 08:00

Mange kommuner og regioner har i de senere år søsat projekter, som har til formål at identificere mennesker, som er i risiko for at få en sygdom eller har den i tidlige stadier. Sundhedsstyrelsen opfordrede i sine forebyggelsespakker kommunerne til at gennemføre tidlig opsporing over for en række risikofaktorer. Det kan handle om ryge- og alkoholvaner, vægt, eller psykisk sårbarhed som risiko for fødselsdepression. Initiativerne har forskellig udformning, men ofte handler det om at sundhedspersonale og andre ansatte i kommunerne skal finde borgere, som skønnes at have behov for en særlig indsats. Opsporingen kan foregå i forbindelse med, at borgerne møder myndighedspersonerne i anden anledning, for eksempel ved besøg hos lægen, hos socialrådgiveren eller i skolen. Andre gange er der tale om en aktiv opsporing, som når ansatte i Københavns Kommune både ved personlig henvendelse i supermarkeder i bestemte boligområder og ved at ringe folk op, spurgte til deres rygevaner og tilbød rygestopkurser. Eller når læger giver gravide et spørgeskema for at finde ud af, om de er i risiko for at udvikle en fødselsdepression. Opsporingen skal følges af en indsats, hvor man fra kommunens eller regionens side gør noget for, at den enkelte kan undgå en sygdom eller reducere risikoen for sygdomme. Den tidlige opsporing laves naturligvis i den bedste hensigt. Målet er at opfange problemer, før de vokser sig store, hvilket kan gavne både borgerne og de offentlige kasser. Spørgsmålet er imidlertid, om det altid er en god ide.

I Det Etiske Råd har vi netop afsluttet et arbejde, hvor vi har diskuteret de etiske dilemmaer, der er forbundet med at iværksætte en sådan tidlig opsporing. 

Grunden til, at vi har taget emnet op, er, at vi ikke kun ser fordele ved at lave en tidlig indsats. Rådet er ikke enigt om alle aspekter, men én ting er vi alle enige om, og det er, at man bør være tilbageholdende og først undersøge, om det er sandsynligt, at den velmenende indsats vil nytte. Der er to trin i dette. For det første bør man undersøge, om den måde, man planlægger at opspore på, er hensigtsmæssig og acceptabel, for eksempel ikke overskrider privatsfærens grænser eller virker stigmatiserende.

For det andet må man naturligvis være sikker på, at den indsats, man foreslår efter opsporingen, nu også får den ønskede effekt og ikke har uønskede virkninger. Fordele og ulemper skal vejes mod hinanden. Rigtig mange indsatser, for eksempel mod overvægt, er ikke undersøgt, så man ved ikke, om indsatsen er umagen værd og heller ikke, om den har negative effekter for eksempel for de børn, som opfordres til at tænke på deres vægt og gøre noget ved den ved at følge et kostregime. Hvis man ikke er ret sikker på, at den efterfølgende indsats nytter, er det urimeligt at genere mennesker med den og lige så urimeligt at bruge skattekroner, som kunne have være brugt bedre. Har man ikke viden om nytte og skade ved indsatsen, bør den iværksættes som et forsøg, hvor man undersøger effekterne.

Det gode ved tidlig opsporing er, at det kan være en hjælp for mennesker til at undgå sundhedsproblemer, andres bekymring kan opleves som omsorg og opsporingen kan ses som et middel til at støtte de svage.

Hvad kan der være galt med tidlig opsporing, bortset fra at den måske ikke nytter? Mange vil blive bekymrede, hvis de bliver kontaktet for at blive gjort opmærksomme på, at de har et problem. Hvis man som individ ikke har mulighed for eller magter at gøre noget ved problemet, er virkningen kun negativ. Et eksempel er projektet Tidlig Opsporing og Forebyggelse (TOF) fra Region Syddanmark. Regionen skrev om sin indsats: ”TOF handler først og fremmest om at gøre de borgere, som deltager i projektet, opmærksomme på deres sundhedstilstand og oplyse dem om, hvordan de kan ændre nogle af deres livsstilsvaner, hvis der er behov for det.” 

Det lyder uskyldigt, men det er veldokumenteret, at oplysning sjældent i sig selv får mennesker til at ændre adfærd. Så hvis oplysning er det eneste, man kan tilbyde, skal man nok hellere lade være. Det kan også være, at man bliver gjort opmærksom på et problem, som vil forsvinde af sig selv, uden at man behøver at deltage i en måske krævende og belastende behandlingsindsats. Ikke alle tykke børn bliver tykke som voksne og ikke alle overvægtige bliver svært overvægtige.

Flere undersøgelser har desuden vist, at mennesker, som oplever sig som overvægtige, tager mere på i vægt, end de som ikke ser sig overvægtige, dette uanset hvad de vejer. Man kan derfor ligefrem skabe et problem ved at gøre folk opmærksomme på, at man synes, at de vejer for meget. Mange af disse indsatser retter sig mod særlige grupper, nemlig de som mest sandsynligt har risikoen eller den begyndende sygdom.

Dette vil oftere være de kortuddannede end akademikerne, det gælder for eksempel rygning, svær overvægt og psykiske problemer. Disse grupper vil derfor oftere opleve henvendelser fra myndighederne. For det andet vil mennesker, der er socialt dårligt stillede, oftere være i kontakt med dem, som skal foretage opsporingen, for eksempel ansatte i kommunen. Er det rimeligt, at myndighederne blander sig mere i de kortuddannedes forhold? Er det udtryk for utidig indblanding eller rettidig omsorg?

Nogle vil mene, at de ulemper, vi her har beskrevet, er omkostninger, det er værd at tage med, fordi opsporingen har et godt formål. Andre finder dem mere problematiske. Hele Det Etiske Råd mener, at en opsporing og en efterfølgende indsats, som ikke har dokumenteret effekt, vil være etisk uforsvarlig, og at en sådan kun skal iværksættes som et forsøg. •

Signild Vallgårda er professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, København Universitet

Mia Amalie Holstein er velfærdspolitisk chef i CEPOS

Rune Engelbreth Larsen er idehistoriker, forfatter, naturfotograf

Henrik Nannestad Jørgensen er leder af Henriette Hørlücks Skole i Odense

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Er tidlig opsporing altid en god idé? Felter med * skal udfyldes
 
Af: Magnus Falby
Region Syddanmark
Den 25.10.2019 kl. 13:44

Nej, projekt Tidlig Opsporing og Forebyggelse(TOF) er ikke kun oplysninger til borgeren, men meget mere

svar på: Er tidlig opsporing altid en god idé?

I TOF-projektet værdsætter vi en debat om tidlig opsporing og forebyggelse og er enige med Signild Vallgårda og hendes medforfattere i, at sådanne interventioner skal underkastes de samme krav til evidens, som alle andre forebyggelsesindsatser. Vi er også enige i, at man skal holde sig fra at fortælle folk om deres risiko, hvis man ikke også kan hjælpe dem til at gøre noget ved det. Derfor er vi også kede af, at TOF-projektet ikke beskrives korrekt af Signild Vallgårda og hendes medforfattere. Først i en artikel i Jyllandsposten og nu i Danske Kommuner. For TOF er langt fra et projekt, hvor ”oplysning er det eneste, man kan tilbyde”.

TOF tilbyder alle borgere mellem 30 og 60 år en digital personlig sundhedsprofil med oplysninger om deres sundhed og link til en bred vifte af relevante tilbud i deres kommune, herunder både kommunale sundhedstilbud og tilbud fra civilsamfundet. Hvis en borger vurderes at have behov for en klinisk undersøgelse, så får borgeren et tilbud om en helbredsundersøgelse hos egen læge. Hvis borgeren ikke vurderes at have behov for et tilbud hos egen læge, men dog har risikoadfærd, så tilbydes borgeren et forløb i kommunens sundhedscenter. Alle borgere giver deres informerede samtykke. Både til at få en sundhedsprofil og til at der tages kontakt til egen læge eller kommunen. Kontakt mellem borgeren og egen læge eller kommunen sker alene på baggrund af en aktiv handling fra borgerens side. Borgeren kan endda vælge enten selv at tage kontakt, eller at blive kontaktet af egen læge eller kommunen. Forhåbentlig vil projektet vise, at det kan få borgere med få ressourcer til at blive udredt og give dem et tilbud, som vil betyde bedre livskvalitet.

I øvrigt er TOF-projektet et forskningsprojekt der søger at tilvejebringe den evidens som efterspørges af forfatterne.

Fremover ser vi gerne, at TOF omtales korrekt. Hvis man ønsker yderligere oplysninger om TOF-projektet, så er man velkommen til at kontakte projektleder Magnus Falby på magnus.falby@rsyd.dk eller læse mere på

Skriv hvad du søger