Diagnosens dilemma

specialskoleleder Ingvald á Kamarinum, Fjordskolen, Holbæk

Af: specialskoleleder Ingvald á Kamarinum, Fjordskolen, Holbæk

Den: 13.09.2018 kl. 08:00

Flere og flere børn og unge får en psykiatrisk diagnose som for eksempel ADHD, angst, autisme eller depression. Ifølge Kommunernes Landsforening er der tale om en fordobling på bare syv år: fra fire procent i 2010 til ni procent i 2017. Det er ikke nogen nyhed.

Det er heller ikke en nyhed, at kommunerne har svært ved at finde de nødvendige ressourcer til de mere krævende børn, der – ligesom børn uden diagnoser i øvrigt – bruger en stor del af deres vågne timer i folkeskolen.

En folkeskole, der er under pres – ikke mindst fordi der skal være plads til alle, som det blev vedtaget med inklusionsloven i 2012. Ikke alle diagnoser kan afhjælpes af en folkeskolelærer – med al respekt – der har fået et lynkursus i at ”håndtere” inklusionsbørn.

Og det er her, diagnosens dilemma opstår. Både for forældrene, der savner en diagnose som forklaring på deres børns væremåde og behov, og for systemet, der skal bruge en diagnose for at kunne sætte børnene i den korrekte bås. Og selvfølgelig også for lærerne, der i forvejen har en hel skolereform at skulle leve op til.

Alle parter får en diagnose at forholde sig til, men herfra er man sjæld-ent enige om det videre forløb. Det skaber nogle meget frustrerede forældre og børn, der skal leve med en diagnose, som systemet ikke altid er gearet til at rumme – og da slet ikke til at helbrede. I nogle tilfælde bliver det kun værre.

For kommunen får dilemmaet oftest en økonomisk dimension. Skal et barn for eksempel ud på en specialskole, så skal pengene tages fra den folkeskole, hvor barnet går nu – og det kan mærkes. Derfor bliver for mange syge børn for længe i folkeskolen. Hvor mange flere børn skal have en diagnose, før ministeren gør noget? •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Diagnosens dilemma Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger