Demens bør ikke spænde ben for et godt og aktivt liv

Af: Lone Harlev, sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark

Den: 19.10.2020 kl. 11:09

En demensdiagnose vender op og ned på tilværelsen og påvirker blandt andet sprog, hukommelse og visuelle og rumlige funktioner. Almindelige gøremål som at købe ind, gå til motion, mødes med andre på en café eller gå en tur i naturen eller på museum bliver pludselig en udfordring. Men det er en udfordring, som vi som samfund bør og kan gøre noget ved. For personer med demens, der bor i egen bolig, kan sagtens indgå i lokalsamfundet og i fællesskabet. Flere undersøgelser peger også på, at fysiske og sociale aktiviteter uden for hjemmet er vigtige for livskvaliteten, og mange typer af fritidsaktiviteter er med til at vedligeholde de fysiske funktioner og kognitive færdigheder. 

Omkring to millioner danskere mellem 18-90 år har demens inde på livet igennem deres private relationer, arbejde, uddannelse eller frivilligt arbejde. Det viser en helt ny undersøgelse og rapport om livet med demens anno 2020, som Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark står bag. Hertil kommer de cirka 90.000 danskere, der har en demensdiagnose. 

Generelt halter det med demensvenligheden i alle landets kommuner, og undersøgelsen peger på, at det offentlige rum ikke er tilstrækkeligt demensvenligt indrettet (veje, skilte, afmærkning), og at befolkningen generelt mangler viden om, hvordan man afkoder og hjælper en person med demens, som man for eksempel møder i supermarkedet, i bussen eller på museet. 

Og det har betydning for livskvaliteten hos hjemmeboende med demens. Undersøgelsen viser nemlig også, at 83 procent deltager i færre sociale- og/eller fritidsaktiviteter efter at have fået demens. Heldigvis tror næsten fire ud af fem hjemmeboende personer med demens på, at de kan leve et godt og aktivt liv – det vil vi gerne bakke dem op i. 

Der er brug for konkrete redskaber og en fælles forståelse for, hvad det betyder at være hjemmeboende med demens. Derfor har vi på www.demensvenligtdanmark.dk igangsat en oplysningsindsats med gode råd til, hvordan vi alle kan hjælpe mennesker med demens med at færdes trygt i det offentlige rum. Desuden er et nyt nationalt demenssymbol i støbeskeen. Symbolet skal fremover være med til at gøre det mere trygt og overskueligt at bevæge sig ud i det offentlige rum, når man har en demensdiagnose. 

Lad os stå sammen om at forbedre demensvenligheden i det offentlige rum – det er afgørende for livskvaliteten, og det modvirker ensomhed og isolation hos de mange, der lever med en demensdiagnose. •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Demens bør ikke spænde ben for et godt og aktivt liv Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger