Deling af offentlige data kan betyde vækst og nye arbejdspladser

Af: Lars Bønløkke Lé, chef for området Digital ansvarlig vækst i Erhvervsstyrelsen

Den: 18.12.2020 kl. 08:00

Kommunale data kan i samspil med virksomheder skabe nye løsninger til gavn for borgere og kommuner. Kommunerne indsamler mange værdifulde data, som virksomheder kan bruge til at skabe produkter og services. Det kræver dog, at dataene kommer ud at leve.

I mange år har åbne offentlige data været på kommunernes dagsorden. Flere kommuner udstiller data på deres egne platforme eller hos foreningen Open Data DK, hvor der er data om alt fra skoler til cykelruter og genbrugspladser.

Deling af offentlige data kan betyde vækst og nye arbejdspladser. Derfor er det værdifuldt for både myndigheder og virksomheder, at offentlige data frisættes. Mange af disse data muliggør f.eks. udvikling af løsninger, som kan effektivisere og forbedre kommunes opgaveløsning. Desuden kan offentlige data skabe grundlaget for nye innovative forretningsmodeller. Et eksempel på det er en virksomhed som SCALGO, der laver analyser af oversvømmelsesrisiko i kommuner eller Sonne & Nielsen, der har udviklet et it-system, som jobcentre kan bruge til at skabe overblik over deres kontakter med virksomheder. 

Det kan virke omkostningstungt for kommuner at dele offentlige data, hvilket det også kan være. Derfor er det vigtigt, at der i de enkelte kommuner laves en klar vurdering af, hvilke data der vil give mest værdi at dele. Her er det en rigtig god idé at inddrage virksomheder fra start, så kommunen er sikker på, at der er efterspørgsel efter de data, der deles.

Virksomhedsrettede aktiviteter kan gøre en stor forskel i arbejdet med at finde ud af, hvilke data der vil give værdi at dele. Aktiviteterne kan samtidig bidrage til skabe opmærksomhed omkring offentlige data og øge anvendelsen af de data, der deles. For mange kan virksomhedsrettede aktiviteter lyde lidt abstrakt. Aktiviteterne kan være meget forskellige. De kan f.eks. være præget af dialog eller test. Der kan også være et konkurrenceelement, hvor virksomheder konkurrerer med hinanden om at lave det bedste produkt ved hjælp af dataene.

Det, der binder aktørerne sammen, er, at kommunerne har dataene og virksomhederne har blikket for, hvordan dataene kan bruges i en løsning – og i et kommercielt perspektiv. Hvis man som kommune er nysgerrig på, hvad virksomhedsrettede aktiviteter kan bidrage med, så læs med på data.virk.dk . Der er også en drejebog.  •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Deling af offentlige data kan betyde vækst og nye arbejdspladser Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger