Af: Klaus Bondam (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København - den 19.08.2010 kl. 08:21
At give alle den samme behandling er ikke nok, hvis kommunerne vil skabe rigtig integration. Nogle gange skal vi behandle forskelligt for at behandle lige. Og det er især i København nødvendigt at komme i gang, for hovedstaden er i stigende grad en mangfoldig by. I 2010 har hvert tredje barn i skolealderen anden etnisk baggrund. En ud af fire i arbejdsstyrken har anden etnisk baggrund i 2019. For den københavnske folkeskole, jobcenterindsats og socialservice er det derfor et eksisterende vilkår, at københavnerne har meget forskellige behov. Derfor ser jeg med bekymring på rapporter, der viser, at Københavns minoriteter har mindre tillid til naboer og offentlige institutioner end majoriteten. At etniske minoriteter oplever, at de har mindre indflydelse på kommunale beslutninger end borgere med etnisk dansk baggrund. Og specielt at unge mellem 15-29 år føler sig mærkbart mindre som en del af samfundet end etniske danskere. Jeg tror, vi kan lære af udlandet. Eksempelvis London og Oslo. I London, som jeg lige har besøgt med beskæftigelses- og integrationsudvalget, er man først og fremmest London’er, lige meget hvem man er, hvad man tror på, eller hvordan man ser ud. Derfor arbejder London systematisk med byens service og myndighedsudøvelse for at dække behovene hos minoritetsborgere med en anden hudfarve, seksuel orientering eller religion. For flere år siden konstaterede man i Oslo – som i København – et alarmerende gab imellem karaktererne for etniske minoriteter og norske elever. Oslo har siden investeret i uddannelse for at udligne forskellen, og byen har i dag de bedste folkeskoleresultater i hele Norge. I Oslo satsede man på større brug af test, tæt opfølgning på elever med dårlige resultater og efteruddannelse af lærere, såvel som interkulturel forståelse på skoleskemaet. Selv skolernes indretning afspejler det mentale skift. I ’Gamlebyen Skole’ har man eksempelvis en klatrevæg med bogstaver fra alle verdens alfabeter, originale træsøjler fra en pakistansk moske og kelim-tæpper. Jeg mener, at København bør gå foran. I vores ny integrationspolitik for København, der er undervejs, er et af målene, at København skal være nummer ét i den europæiske integrationsliga. Det gælder både, når hovedstaden byder nytilkomne velkommen, når den ansætter medarbejdere, og når minoriteterne tildeles rettigheder. Derfor har jeg også sympati for Holberg Skoles forsøg på at få minoritetsmødrene i tale, og jeg kan se fornuften i, at en vuggestue, hvor fire ud af fem børn har indvandrerbaggrund, arbejder med, hvilken mad den tilbyder, og hvordan den kommunikerer med forældrene. Min holdning er modsat de meget skingre reaktioner fra visse politikere, at det er afgørende, at der er plads til at tale anderledes og se på verden med andre øjne end de blå danske øjne.Københavnske parkeringsvagter er et godt eksempel. Her har man aktivt sagt, at københavnsk kan tales på mange måder. Her bruger man medarbejdernes daglige farverige indspark som en del af et solidt arbejdsmiljø. Det betyder nemlig, at sygefraværet går ned, og loyaliteten er tårnhøj. Et resultat, der er nået, fordi ledelsen rækker hånden frem til mennesker, som er vant til at blive afvist, fordi sproget ikke lyder rigsdansk, eller uddannelsen er taget i Shanghai. Det ønsker jeg mig mere af i København. Der er nemlig en direkte linje mellem følelsen af at være københavner og sammenhængskraften i København. Og det gælder i alle kommuner.De menneskelige forskelle kan udnyttes positivt. Det er forudsætningen for, at borgerne får lige adgang til lærdom, jobsøgning, sundhedsrådgivning, socialhjælp med videre. Derfor har Købehavn begyndt en række pilotforsøg, som skal belyse potentialet i at udnytte byens forskellighed til dynamik, innovation og vækst. Jeg forestiller mig, at for eksempel borgercenteret i Bispebjerg skal forsøge at forbedre kommunikationen med nærområdets arabisktalende, tyrkisktalende og thaitalende borgere. Eller at den mangfoldige Dyvekeskolen lader sig inspirere af Oslos erfaringer med at bringe kulturen helt ind i klasseværelset. Københavnske skoler, børnehaver og jobcentre skal give tilbud til borgerne, der afspejler forskellighed, så alle kan udfolde sit potentiale. At skære alle over én kam er nemlig også diskrimination, det kan afskære mennesker for at få det samme ud af kommunens tilbud.