Ældreskandale bør skabe fokus på kompetence

Af: Janne Lejbølle Sonnenborg, Country Manager, Dossier Solutions

Den: 21.09.2020 kl. 11:47

Medieomtalen af svigt i ældreplejen bør føre til mere end snuptagsløsninger og forargelse. Danmark har en kompleks udfordring med at styrke ældreplejen, og én af nøglerne er mere teknologi og styrket lokal ledelse af faktiske kompetencer.  

Politikere står klart nok i kø for at fordømme nedværdigende behandling af ældre i pleje, men problemstillingen rækker langt ud over, hvad vi kan fikse med et snuptag. Vi skal selvfølgelig eliminere brodne kar i ældreplejen, men vi har en samfundsmæssig udfordring. Antallet af ældre vokser, og pasningsopgaven vokser både kvantitativt og kvalitativt i form af psykiske og fysiske diagnoser, som plejerne skal forholde sig til. 

Dossier Solutions – som i godt 10 år har arbejdet med kompetenceledelse i det meste af den norske sundhedssektor og i dag også findes i Danmark og Sverige – vi har et system med læger, sygeplejersker, sosu-assistenter, sosu-hjælpere og ikke-faglært arbejdskraft. Frem for titelkampe mellem faggrupper må vi fordele opgaverne baseret på den enkelte medarbejders kompetencer. Hvis en sosu-assistent har tilegnet sig en kompetence, så bør han eller hun også have ret til at løse den opgave under lægens overordnede ansvar. 

Vi må styrke og ansvarliggøre ude i første linje af vores omsorg, opbløde faggrænser og frisætte den lokale ledelse til at træffe flere beslutninger. Læring sker måske nok i form af formel træning, men den sker især, når man løser opgaver i praksis. Efter- og videreuddannelse skal kombineres med hverdagslæring, sidemandsoplæring og muligheden for at prøve selv. Det skaber samtidig medarbejderengagement og loyalitet. 

I ledelsens cockpit bør man derfor ikke kun have information om, hvilke formelle uddannelser medarbejderne har. Man skal mere eksakt have viden om, at medarbejderen kan betjene det medicinske udstyr, forstår, hvad demens er, ved nok om sår eller sukkersyge og har erfaring med at håndtere borgere med forskellige kombinationer af medicinske og psykologiske udfordringer. Altså et moderne og reelt kompetencebegreb. Her ligger et forandringspotentiale, som både styrker den lokale leder og giver standen af social- og sundhedsmedarbejdere et bedre renomme. 

I dag kæmper lederne i sektoren en daglig kamp for at sikre vagtplaner, der nogenlunde holder vand. Lederne skal understøttes på et mere detaljeret niveau end blot mixet af grunduddannelser. Det handler ikke om formelle titler. Det handler om, hvad man kan. 

Der findes it-løsninger, som understøtter medarbejdere og ledere i at synliggøre reelle kompetence. Vi har ikke mennesker nok til at passe vores ældre, og derfor må vi bruge dem, vi har, intelligent. Vi skal møde de mennesker, som passer vores ældre, med respekt og omsorg, hvis vi vil have dem til at levere respekt og omsorg! • 

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Ældreskandale bør skabe fokus på kompetence Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger