Praktik på Danske Kommuner

 

Læs hvad nuværende og tidligere praktikanter selv synes var det sjoveste eller mest lærerige opgaver.

 

Valgstemning i Odense

Sille Olsen: En opgave som virkelig stikker ud for mig, er min artikel om Odense i valgkamp. Jeg fik for alvor lov til at dykke ned i nogle specifikke emner, som optager både politikere og borgere i Odense, for eksempel en potentiel skattestigning.

Over relativt få dage fik jeg snakket med alle mine kilder, blandt andet snakkede jeg med både venstres spidskandidat Jane Jegind og rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Susanne Crawley samme dag. Det var virkelig interessant at høre, hvordan de to politikere kunne have så forskellige syn på de samme emner. Især fordi jeg kunne lave interview nummer to med det første interview i frisk erindring.

Læs artiklen

Ideen var klar, men virkeligheden var en anden

Rasmus Eiby: Jeg tog afsted fra København mod Asylcenter Holmegaard klokken seks om morgenen. Ideen var klar.

Jeg skulle lave min første store historie, en reportage om hvordan Langeland Kommune tjener godt på at drive asylcentre.Men da jeg kom frem, viste det sig, at virkeligheden var helt anderledes. Antallet af flygtninge, der når til Danmark, var drastisk faldende, og derfor stod Langeland netop til at skulle fyre 65 ansatte. På turen hjem var fotografen og jeg selv meget forvirrede.

Vores umiddelbare vinkel var faldet til jorden, og det var svært at se, hvilken retning historien skulle gå. Men reportagen endte med at fylde fire sider i bladet, og den udkom samtidig med, at flere andre medier havde fået øje på den samme historie. Mødet med asylansøgerne var fantastisk.

Fagter og fingerpeg var den primære kommunikation, og ellers var det børnene, der kunne snakke en smule dansk og engelsk. Men trods sprogbarrieren fik jeg hørt om en masse håb, drømme og historier.

Læs artiklen

Der er gået sport i alderdommen

Mads Degn: I løbet af mit praktikophold hos Danske Kommuner har jeg blandt andet været med til massebryllup på Ærø og snakket robotter med Odenses borgmester Anker Boye.

Men højdepunktet indtil videre er mit mini-tema om de københavnske profilplejehjem. På Hørgården var jeg inviteret med til plejehjemmets sportsmesterskaber i deres lille intime gårdhave. Deres profil hedder sport og leg, og her mødte jeg den tidligere jitterbugdanser Knud på 80 år, der sammen med de andre beboere var i fuld gang med at konkurrere i håndbold og petanque. 

I alt besøgte jeg tre plejehjem med hver deres profil, og de gav mig et nyt syn på en institution i det danske samfund, der ofte trækker rundt på et gråt og trist ry. Og så var det en fed udfordring at arbejde med så mange kilder og få det til at gå op i en højere enhed.   

Temaet kom på vores forside og endte med at løbe op i tre artikler til magasinet. En reportage fra Hørgården, en baggrundsartikel med sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen (SF), og en analyseartikel med en ekspert. 

Læs artiklerne

Suspekt kommunesyn

Simon Lessel: Det sjoveste og mest anderledes jeg har lavet i min praktiktid indtil videre, er mit interview med Orgi-E fra Suspekt og hans syn på kommunerne.

Idéen opstod i toget på vej hjem fra redaktionen, hvor jeg hørte nummeret ”Danmark” med Suspekt, hvor Orgi-E blandt andet rapper ”Du’ en grim hater fra kommunen”. 

Næste dag sendte jeg ham en mail, og inden jeg havde set mig om, sad jeg på en café på Vesterbro og talte med ham om kommunale udfordringer over en omgang smørrebrød. 

Idéen materialiserede sig til fire sider i magasinet om rapperens syn på tilliden i kommunerne, hans tanker om byfornyelse, og hvad der egentlig ligger bag de bramfrie linjer i rapgruppens tekster.

Artiklen tæller som bevis på, at det kommunale stof er allestedsnærværende, og at stoffet ikke nødvendigvis behøver at omhandle effektiviseringer og omprioriteringsbidrag for at havne i bladet.

Læs artiklen

Ligestilling

Emil Staulund Larsen: Min bedste oplevelse som praktikant hos Danske Kommuner, var da vi lavede et stort tema om ligestilling i kommunalpolitik.

Temaet var et stort samarbejde på tværs af redaktionen med praktikanterne i spidsen. Jeg lavede en stor undersøgelse, hvorfra vi fandt vores case-person, der endte på forsiden.

Det var super fedt at arbejde med mange forskellige vinkler og genre, hvor vi både lavede reportage, case-interview, undersøgende projekt og ekspert-interview. Og særligt var idéudviklingen enormt spændende, hvor hele redaktionen var med. 

Læs artiklerne

På asylcenteret

Ole Obitsø: Det klart mest interessante, jeg ind til videre har givet mig i kast med på Danske Kommuner, er min featurehistorie om strømmen af syriske flygtninge til Danmark.

Fra en undren over, hvorfor nogle kommuner er mere glade for flygtninge end andre, voksede en seks sider lang historie om kommuner, der er blevet eksperter i at tjene penge på asylansøgere.

Det fedeste i historien var mit besøg på det nyoprettede asylcenter i Sønderborg. Et asylcenter har altid været af de steder, jeg har drømt om at besøge, og det var fedt at få lov til at høre deres historier om at flygte i en lille båd til Tyrkiet og blive smuglet op igennem Europa og skrive en 8.000 anslag lang, rendyrket reportage om det.

Det kan godt være, at man tænker, ”kommuner, det er fandme kedeligt”, men det er det så alligevel ikke. 

Læs artiklen

Bruxelles og Køge

Martin Mølbæk Larsen: Min praktikantkollega og jeg tog til Bruxelles for at blive klogere på den kommunale verden i et EU-perspektiv. 

Vi mødtes blandt andet med ansatte i KL-kontoret i Bruxelles, og så var vi altså nede og besøge den erfarne venstrekvinde Anne E. Jensen, der trækker sig fra Europa-Parlamentet for udelukkende at blive kommunalpolitiker.

Turen gav mig et perspektiv på, at det kommunale stof ikke kun er noget, der foregår på en ødemark i Lejre, men at det også kan have relevans helt til tops i EU.

Læs artiklen

Som optakt til kommunalvalget zoomede jeg ind på Køge Kommune for at få et overblik over den politiske situation op til valget. 

Det var interessant at få lov til at bore i de mange politiske intriger, som lokalpolitik faktisk er spækket med. Derudover er det altid sjovt at få lov til at lege gætteleg i forhold til, hvem der bliver den næste borgmester.

Læs artiklen

Drama og had

Kirstine Petersen: Jeg blev sendt på en opgave, hvor jeg skulle afdække det første bestyrelsesmøde i Kerteminde byråd efter kommunalvalget. 

Stemningen var trykket, fordi den mangeårige socialdemokratiske borgmester var blevet vippet af pinden gennem en række kontroversielle alliancer mellem en række mindre partier. Der var drama, had, misundelse og spydige kommentarer fra alle fløje uden for mødet – under mødet var stemningen yderst kølig og formel. 

Opgaven blev at balancere mellem fakta og følelser, som prægede udtalelserne jeg fik fra både den nye og den tidligere borgmester og deres tilhængere. Samtidig var opgaven at beskrive, hvordan følelserne forvandlede voksne menneskers handlinger til noget, der mindede om en stenkrig mellem to klaner i en skolegård: Altså ren krigsførelse med vindere og tabere, og hvad der dertil hører. 

Læs artiklen

Forud for sin tid

Kenneth Nielsen Dürr: Den sjoveste artikel var den, hvor jeg interviewede Nikolaj Lunøe om, at samfundet langsomt var ved at overgå til intelligenshierarki. 

Den var sjov at skrive, fordi det var en fascinerende og ny vinkel på velfærdssamfundet, som jeg ikke har læst om andre steder. Budskabet var skræmmende og tankevækkende, og jeg tror, det er noget, som vi vil komme til at tale meget mere om i fremtiden. Nikolaj Lunøe (og jeg) var bare nok forud for sin tid. 

Muligheden for at dykke ned i noget, der er så specifikt og komme hele vejen rund om problemstillingen var noget af det sjoveste ved at være i praktik på Danske Kommuner. Der var frihed til at vælge sine egne historier og tid til at få dem til at blive gode.

Læs artiklen

Fakta og grafik

Morten Kaiser: Selv om det ikke ser ud af meget, så ligger der et større og sjovt arbejde bag mit grafiske midteropslag "Fra borgen til byrådet" med alle de mange runde billeder. 

Jeg har gennem-googlet alle folketingspolitikere og har også ringet flere af dem op. Det var sjovt at arbejde med en stor flok navne og få en masse sjove fakta ud af det. Det var vildt at se forandringen fra dokumentet, der blev afleveret, til den flotte grafik på det færdige midteropslag.

Læs artiklen

Thulesen Dahl in-action

Jon Kirketerp Jørgensen: Det var rigtig sjovt at lave historien om Dansk Folkepartis sommertogt.

Det er altid sjovt at komme ud af huset og tage på reportage, og når man oven i købet får mulighed for at tale med Dansk Folkepartis partitop og kernevælgere, får oplevelsen lige en ekstra dimension. Det var især sjovt at se Kristian Thulesen Dahl in-action. En ægte politiker, der kan tale om hvad som helst med hvem som helst. Lige meget, om det er førtidspensionisten på sin elektriske handikapscooter eller den håbefulde, lokale spidskandidat. 

Læs artiklen

Valgreportagen fra Helsingør var virkelig spændende. Det var et omfattende researcharbejde, der lå til grund for, at jeg til sidst kunne samle puslespillet om valgkampen i Helsingør, og heldigvis endte det med en historie, jeg er rigtig glad for. I kraft af forhistorien fik opgaven lidt af et Paradise Hotel-præg, hvor mine kilder beskyldte hinanden for lidt af hvert på kryds og tværs. Og hvem kan sige sig fri for at nyde et spil fyldt med intriger og drama?

Læs artiklen

Skæve vinkler

Rasmus Onslev Kremmer: Der er 604 søgeresultater med mit navn på Danske Kommuners hjemmeside. Og den her var meget sjov. Den handler om to Ballerup-politikere, der er gift med hinanden. Den viste, at det også er o.k. at skrive de lidt blødere historier til et magasin om livet i kommunerne.

Læs artiklen

Den her med velfærdsminister Karen Jespersen (V) var også ret sjov – eller i hvert fald lærerig. Dels fordi det var et samarbejde, og dels fordi det var en minister. Den lærte mig lidt om, hvordan man skal spille bold med politikere og deres spindoktorer. 

Læs artiklen

Der var også en artikel om Michael Moore i Sønderborg. Den var egentlig også ret sjov. Det var nok, fordi det var første gang, jeg blev sendt ud til et stort arrangement som journalist, og så viste den mig, at selvom det handler om kommunalt stof, er der masser af muligheder for at lave spændende artikler med skæve vinkler.  

Læs artiklen

Det samme gør sig gældende for den undersøgelse, jeg lavede om de kommuner, der skærer i byrådspladserne. Det var sjovt at være med fra start, hvor vi planlagde selve spørgeskemaundersøgelsen og de rigtige spørgsmål, til jeg kunne se mine artikler i bladet og på forsiden.

Læs artiklen

Hvad blev der af Nick?

Dorthe Back: Det vildeste, jeg lavede som praktikant, var jo historien om den utilpassede knægt Nick fra Møn. Tror serien hed ”Ballademageren fra Møn”, og den kørte som fortællende journalistik over tre udgaver i Danske Kommuner. 

Både stilen og kilderne var en udfordring, og jeg lærte enormt meget undervejs. Lige nu, hvor jeg skriver det her, gad jeg egentlig godt vide, hvad der egentlig er sket med Nick og Den Matrikelløse Døgninstitution?  

Opgaven var sjov, fordi jeg beskæftigede mig med nogle helt andre (og mere uforudsigelige) kilder, end man ellers gør. Samtidig var det en udfordring at skrive langt og fortællende. En mulighed, jeg aldrig har fået siden hen.

En serie

Mads Brandsen: Jeg vil pege på hele min serie om kommunerne ”Set udefra”. Eksempelvis med socialrådgivernes formand Bettina Post. 

Læs artiklen

Skriv hvad du søger