Kommunaldirektør
Erik Larsen
CV
Opdateret september 2011
Efter 19 år som kommunal chef på Nordfyn går kommunaldirektør Erik Larsen på pension ved årets udgang. I de første mange år var han forvaltningschef i Søndersø Kommune, som i 2007 blev en del af den nye Nordfyns Kommune, hvor Erik Larsen for godt to år siden overtog stillingen som kommunaldirektør.
Erik Larsen, 64 år, er oprindelig læreruddannet og blev efter sin eksamen i 1970 ansat ved Aarhus Kommunes skolevæsen. Her var han ansat frem til 1989 – afbrudt af lange orlovsperioder, hvor han blandt andet arbejdede i Grønland. Han forlod Aarhus til fordel for en forstander-stilling ved Landerupgaard behandlingsinstitution i Kolding, men skiftede i 1992 til kommunal forvaltning – som leder af børne- og unge-området i Billund Kommune.
I januar 1993 blev Erik Larsen chef for social- og kulturforvaltningen i Søndersø Kommune, og da denne kommune i 2007 indgik i dannelsen af Nordfyns Kommune, blev han direktør for social- og arbejdsmarkedsområdet i den nye kommune. Ved en ændring af administrationsstrukturen i 2008 blev han direktør for børne-, familie- og kulturområdet. Da den daværende kommunaldirektør døde, blev Erik Larsen i maj 2009 konstitueret i denne stilling og blev efterfølgende ansat i stillingen.
|