Opdateret december 2011
Lis Tribler er læreruddannet (Holbæk Seminarium 1975) og blev straks efter ansat som lærer ved Søndermarksskolen i Slagelse.
Fra 1983 var hun viceskoleinspektør på først Vestre Skole og derpå Nymarkskolen, begge i Slagelse.
Lis Tribler blev medlem af Slagelse Byråd i 1990 og var forud uden ledende poster, da et borgerligt styre i 1998 blev brudt, og Lis Tribler satte sig i borgmesterstolen.
Hun har i en årrække været aktiv i KL’s ledelse: 1998-2006 medlem af KL’s social- og beskæftigelsesudvalg og 2006-201010 medlem af social- og sundhedsudvalget.
Gennem årene har Lis Tribler haft mange tillidsposter. Som formand for regeringens breddeidrætsudvalg 2007-2009 og bestyrelsesmedlem i Sports Team Slagelse har hun arbejdet med både bredden og eliten i dansk idrætsliv.
Interessen for uddannelse og erhvervsudvikling er kommet til udtryk ved en plads i bestyrelsen for Væksthus Sjælland og Selandia (Center for erhvervsrettet uddannelse) samt i repræsentantskabet for Syddansk Universitet.
Lis Tribler er mangeårig passioneret sejler, og sommeren tilbringes helst i de danske farvande på familiens sejlbåd, der er hjemmehørende i Korsør Havn.