Vanvittig lækkert!

tekst Birgitte Barkholt, kommunikationschef, Københavns Kommune
10.04.2019 kl. 10.30

Allerførst en disclaimer. Jeg er på halen over Rune Lykkeberg. Hans intellektuelle vingefang og hans nærmest Holger-Bech-agtige begejstring er i en klasse for sig.  Jeg har mødt ham en enkelt gang for en del år siden, og herfra ved jeg, hvordan det er at være starstruck. 

Dengang på Folkemødet på Bornholm, hvor Rune Lykkeberg og jeg helt tilfældigt kom til at dele en taxi, sad jeg helt stiv på bagsædet, mens min hjerne kværnede på højtryk for at finde på noget at sige. Altså ikke almindeligt flydende pølsesnak, som normalt ikke volder mig besvær, men noget som på én og samme tid var skide sjovt, vanvittigt klogt, afgrundsdybt og tilpas underfundigt. Det kom aldrig til mig. Jeg sad bare der, som et krigsbarn foran sin første appelsin og mælede ikke et ord. Heller ikke selvom chaufføren havde glemt at lukke bagklappen, og jeg derfor fik slagregn ind i nakken. Jeg synes ligesom, det var for konventionelt og uoriginalt at bede chaufføren om at lukke bagklappen.  

Når man læser Rune Lykkeberg, er det som at sætte sig foran en vindmaskine. Man bliver blæst tilbage af analyser af og referencer til film, popkultur, kunst, litteratur, filosofi og idehistorie. Det er som om, at han ser belæg for sine pointer overalt, hvor kigger hen. 

Lykkeberg er polemikker af fineste karat, og han bedyrer et sted i bogen, at han ikke bidrager med ny viden, men bare sætter alle sine indsigter sammen på en måde, så det kommer til at være en fortolkning af tilstanden i den vestlige verden. 

Hans tese er, at Vesten står i problemer til halsen, men at det ikke er ydre fjender, som er skyld i problemerne. Det er Vesten selv. Fordi landene og deres regeringer siden midt i 70’erne har lovet borgerne en samlet fremgang, som de så ikke har kunnet levere. Derfor har vi Trump, gule veste, Brexit og andre bevægelser, som er skabt i periferien og i utilfredshed med det bestående. Vi kommer i kamp mod os selv. Vesten mod Vesten. 

Men alt håb er ifølge Lykkeberg er ikke ude, for i de brudflader som bevægelserne skaber, vokser der nye, konstruktive og progressive kræfter frem, som kan redde os fra os selv. Personificeret ved unge Greta Thunberg. Hun gør oprør, og er blevet en stemme i klimadebatten, men – og det er en væsentlig pointe – så stiller hun sig op foran den svenske rigsdag. Selv i de progressive er der en stadig væk en tro på, at forandringen til det bedre kan skabes gennem de etablerede institutioner. Man kan altså på en og samme tid være stærk kritisk over for det vestlige samfund og samtidig tro på, at dets bærende institutioner kan genskabe sig selv i en ny og bedre udgave. 

Lykkeberg skriver, at det har været en lang og besværlig bog at skrive – og det tror pokker. For det er altså også en ret krævende bog at læse, og at skulle prøve at referere bogen, svarer lidt til at skulle fortælle om handlingen i det Gamle Testamente. Det er overvældende og analyserne vikler sig ind i hinanden. 

Bogen er som et meget velsmagende måltid, hvor man kommer til at spise alt for meget – fordi det smager så sindssygt godt og mere vil have mere – og hvor man derfor efter endt spisning kommer til at sidde udmattet og svedende tilbage, mens man prøver at fordøje og forstå sammenhænge, årsag og virkning. 

Jeg synes, at vi i Danmark er heldige, at vi har én som Lykkeberg, der er i stand til at væve litteratur, popkultur, film, musik og idehistorie til et smukt mønster, som danner en forklaring på det 21. århundredes politiske konflikter i Vesten. Læs!

Rune Lykkeberg: Vesten mod vesten. 496 sider. Informations Forlag.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vanvittig lækkert! Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger