Mod det uendelige univers – og en bedre fremtid

tekst Birgitte Barkholt, kommunikationschef

Det årlige topmøde i Davos, hvor den globale magtelite mødes i den lille schweiziske alpeby for at diskutere økonomi, geopolitik og nye teknologier, er en del af konceptet med fonden World Economic Forum og er angiveligt Klaus Schwabs ide. 

Men for Schwab, der netop er fyldt 80 år, handler det årlige topmøde i Davos ikke om at gnide sig op ad eliten. Han er en mand med en mission. I følge Schwab står verden overfor en fjerde industriel revolution og hans ærinde er at bidrage til, at den digitale udvikling kommer til at understøtte menneskeheden fremfor at splitte og dehumanisere den. 

Det skriver han om i en bog, som er fredagsslik for alle, som interesserer sig for samfund og teknologi og for hvordan de to størrelser påvirker hinanden.  

Verden har prøvet det før. Det med industrielle revolutioner. Men "denne gang bliver det anderledes", som Schwab skriver. Hastigheden er af en anden verden. Det tog spindemaskinen 120 år at vinde global udbredelse. IPhonen kom på markedet i 2007. 

Og vi ved det jo godt: vi står på tærsklen til et andet samfund. Lige om lidt vil vi arbejde, leve og forholde os til hinanden på en anden måde, end vi gør i dag. Men hvad, hvordan og hvem det gør os til - that's the question!  Vi aner endnu ikke helt, hvordan AI, IoT, 3D-print, ny nano- bio- og robotteknologi, bedre energiladning og materialevidenskab i virkeligheden kommer til at påvirke vores liv. Vi ved bare, at det kommer til at ske. Og at det går hurtigt. 

Vi ved, at alle store makrovariable, som vi kan komme i tanke om, vil blive påvirket: BNP, vækst, forbrug, beskæftigelse, produktivitet, inflation, investeringer, uddannelse – find selv på flere... og vi ved også, at vi som mennesker er bundet af en traditionel, lineær og ikke-disruptiv tankegang. Det er til at blive helt stakåndet af at tænke på, men i stedet for vil jeg foreslå, at man finder en solfyldt plet et sted derude i det spirende forår og sætter sig og læser Klaus Schwabs bog. 

Den er en god ramme til refleksion over den teknologiske udvikling. Den præsenterer de vigtigste teknologier, den giver et bud på deres indvirkninger og på nogle af de politiske udfordringer. Så kan man sidde der i solen og blive klogere og få inspiration og ideer til, hvordan man kan gribe de teknologiske tøjler, og sikre, at vi bruger landevindingerne til gavn for global velstand og velfærd. Og mens solen får rigtigt fat og begynder at varme, kan vi minde os selv om, at det er op til os selv. Det er menneskelige handlinger, som er den primære kraft i påvirkningen af alle livsnødvendige systemer på jorden. Det vil være en god handling, at begynde med at læse denne bog.

Klaus Schwab: Den fjerde industrielle revolution. 192 sider. Gyldendal.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mod det uendelige univers – og en bedre fremtid Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger