Historien bag den åbenmundede bureaukrat

tekst Jesper Hjort, cand. scient. pol., tidligere kommunaldirektør
18.06.2019 kl. 12.30

”Vores familie er ikke helt almindelig” konstaterer børnene Hosea Che og Polly Dutschke i dette far-søn portræt.  Der er så vidt vides ikke andre danske offentlige ledere, der som Hosea har ligget i barnevogn oven på en anselig mængde dynamit.  ”Jeg ligger oven på dynamit, plastisk sprængstof, C-104. Det er ikke så blødt, som det lyder. Det gør ondt og jeg er temmelig utilpas. Mine forældre smiler lidt nervøst ned til mig.” Senere siger moderen: ”Det går ikke. Vi har fået nyt liv og vil tage andres. Det går ikke”, siger hun. ”Min far vakler. Min mor sætter sig igennem.”

Vi er i 1968. Østtyskeren Rudi Dutschke, der nåede at komme til Vestberlin inden muren, leder den tyske studenterbevægelse. Omgangskredsen tæller bl.a. den senere terroristleder Ulrike Meinhof, filosoffen Jürgen Habermas og sangeren og digteren Wolf Biermann.  Vietnamkrigen raser. Che Guevaras kontrafej pryder plakaterne verden over. 

Rudi bliver skudt i hovedet på klods hold. Overlever, men med svære mén. Han kæmper sig tilbage og bliver ansat på Idehistorisk Institut i Aarhus.  Han dør i sit badekar juleaften 10 år senere under et epileptisk anfald som følgevirkning af attentatet. 

Det er på lange stræk en helt usædvanlig sammenhæng Hosea bliver født ind i.  Samtidig er den helt nære relation til faren præget af kærlighed og 2 stærke viljer, der både understøtter og udfordrer hinanden.

Hoseas bog har flere temaer. Det er en personlig og grundig beskrivelse af Rudis liv, den historiske sammenhæng og betydning for Hosea og os andre i nutiden. Det er en beskrivelse af et –forholdsvis- almindeligt, kærligt far – søn forhold, men også et forhold, der står mere intenst og stærkt for Hosea, fordi det alligevel var så usædvanligt og alt for tidligt afbrudt. Og det er en beskrivelse af, hvordan Hosea kommer videre, og hvad baggrunden betyder for hans værdier og prioriteringer. Herunder det stærke engagement i både det private liv i familien og den energiske, ind imellem grænsesøgende, men altid loyale, indsats som offentlig leder.

Rudis vilje til forandring er gået i arv til Hosea. Allerede da Hosea er 1 år, skriver faren i sin dagbog: ”Hoseas vilje er særdeles veludviklet, kampdygtighed og beslutsomhed, men han må ikke overdrive, det må vi hele tiden reflektere over.” Her efter knap 50 år kan vi konstatere, at refleksionerne har båret brugt. Hosea har viljen til forandring og udvikling af demokratiet og samfundet i behold og har formået at rumme den inden for demokratiets og bureaukratiets rammer.

Rudi talte om, at samfundet skulle forandres gennem ”den lange march gennem institutionerne” og ”al magt til borgerne”. Og Hosea bliver konfronteret med, om marchen nu er gennemført, og om han selv som offentlig leder, direktør for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune, har bidraget hertil. 

Svaret er et både og. De offentlige institutioner er blevet mere åbne og rummelige siden 68, men ”embedsmanden er den reelle magthaver. Det vil vi udfordre”. ”Det kræver en kulturrevolution i knolden på os…. Tilbage står bestræbelsen på, at mennesker og institutioner i et demokratisk samfund ikke må holde op med at bevæge og udvikle sig for at fastholde og udvide borgernes indflydelse på såvel samfundet som deres eget liv.”

Hosea har udviklet sig til en meget uortodoks og udviklingsorienteret leder. Jeg havde fornøjelsen at ansætte ham i Odder Kommune kort efter at han var blevet kandidat i statskundskab. Han var drivkraft i at udvikle åbenhed og demokrati, både for borgere og medarbejdere. Drivkraft bag udvikling af bl.a. Oddernettet med et meget livligt debatforum. Under introduktionskurser for nye medarbejdere gik han på bordene og råbte ”Åbn gabet”. De ansatte skulle forpligtes til at bidrage til udvikling af organisationen.

 Da han blev ansat i Aarhus Kommune, gik snakken i Odder, om hvorvidt den store, bureaukratiske kommune kunne rumme en så uortodoks leder. Det kunne den, for Hosea vedkender sig at være bureaukrat. Han accepterer rammerne, men arbejder for at udvide dem. Nok stiftede han ”Foreningen for åbenmundede bureaukrater”, men målet er at udvikle, ikke nedbryde.

Det har naturligt nok været en lang rejse, og Hosea tager os gæstfrit og bramfrit med. Der er mange gribende passager i bogen. Som f.eks. udforskningen af Stasis arkiver – mere end 1000 siders notater om Rudi og familiens liv.  Stasi fandt aldrig helt ud af at sætte Rudi i bås, og Hosea er meget kritisk over for efterforskningen – eller mangel på samme – af attentatet. Det blev bagatelliseret som en enkelt fanatiker, der stod bag, mens Hosea mener, at nyfascister og Springerpressen var de egentlig skyldige.

Bogen er meget interessant både ud fra et historisk og menneskeligt synspunkt. Hosea skriver godt, men der er ind imellem passager, hvor de oftest meget kaotiske refleksioner overdrives noget. Det er som om, vi får dem serveret uredigeret, og det bliver trættende i længden. Især når barnet i barnevognen lader tankerne flyve.  Hvis man bærer over med det, er det dog en helt unik og væsentlig historie og en meget åbenhjertig og personlig beretning, der står tilbage. 

Hosea Dutschke, ”Rudi og jeg”, forlaget Turbine, 255 sider.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Historien bag den åbenmundede bureaukrat Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger