Handlekraft på tynd is

tekst Jesper Hjort, cand. scient. pol., tidligere kommunaldirektør
12.11.2018 kl. 10.30

Her op mod jul og den forestående valgkamp kunne man godt ønske sig, at Folketinget skrottede undersøgelseskommissionen om skat og i stedet kastede sig over den glimrende analyse, som de to professorer Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen har lavet om ”Det nye skat”. 

Professorerne har gravet sig ned i alt tilgængeligt materiale og giver nogle gode bud på, hvad der gik galt, og hvad vi kan lære af forløbet. Bogen er en politologisk analyse og har ikke som skattekommissionen til formål at undersøge, om nogen juridisk kan stilles til ansvar. Formålet er at finde ud af, hvad der skete, og hvad vi kan lære af det. Og det er da langt vigtigere og mere interessant.

Det skulle blive så godt. Der var i 2005 bogstaveligt talt en stemning af, at man kunne få det hele for det halve. Sammenlægningen af den statslige og de kommunale skatteforvaltninger kunne ordnes med et snuptag, fordi der nu i forbindelse med strukturreformen var ”hul igennem”. Implementeringen levede ikke op til de store forventninger. 

Den såkaldte systemmodernisering kørte af sporet, fordi ambitionerne og kravene til it-systemerne var for store. Men de økonomiske gevinster i form af personalereduktioner blev høstet med det samme. Og på trods af en tumultarisk sammenlægningsproces lykkedes det efterhånden at få personskatteområdet til at fungere – og med betydelige personalebesparelser.

Men inddrivelsen af gæld og ejendomsbeskatningen fejlede totalt. IT-systemerne skulle klare det hele, men det lykkedes ikke. Gælden til det offentlige er vokset støt og i 2015 blev inddrivelsessystemet EFI skrottet, efter at der var brugt mere end 1 mia. kr. på at udvikle det. 

Ejendomsbeskatningens kuldsejling har sit eget forløb. Vurderingsrådene og dermed de lokale lægmænd blev afskaffet allerede i 2001, men først i 2015 kom der for alvor fokus på det nye systems manglende træfsikkerhed – det var blevet mere end den almindelige retsbevidsthed og tillid kunne bære. Både politikere, embedsmænd og ikke mindst konsulenterne, som der blev brugt flere mia.kr. på, undervurderede generelt retssikkerhedens betydning i iveren efter at opbygge de altomfattende rationelle systemer og hente gevinster. 

Skal man sammenfatte hvorfor, det gik galt, er både udtrykket ”Handlekraft på tynd is” – overskriften på bogens kapitel 3 – og bogens titel ”Overmod og afmagt” gode bud. Anført af embedsmænd og konsulenter blev også mange politikere og borgere grebet af en overmodig stemning og løb med delvist lukkede øjne alt for stærkt efter nogle hurtige rationaliseringer og besparelser. Politikerne stod afmægtige tilbage, da de endelig opdagede, at beslutningsgrundlaget ikke var i orden.

De to professorer lægger ikke fingrene imellem, når de beskriver aktørernes rolle i de forskellige beslutningsprocesser og implementeringen. 

Skatteministeriets overambitiøse embedsmænd fandt sammen med deres ”omnipotente kolleger” i finansministeriet - ”sikre på deres egen overlegne indsigt”. De mange forskellige konsulentfirmaer, der udformede størstedelen af det meget tynde og fagligt svage beslutningsgrundlag, betegnes som ”de kloge konsulenter” – og det er ikke positivt ment. De mangler kort og godt indsigt efter forfatternes mening.

Der er en fælles tro på rationalitet, og arbejdet baserer sig i meget høj grad på, at man kan skabe den ideelle organisation. Men: ”Ikke en af rationalisterne var synligt opmærksomme på, at den rationelle organisations effektivitetsmæssige overlegenhed savner empirisk støtte i forvaltnings- og organisationslitteraturen, og at modellen derfor i sig selv er en sejlivet myte…”. 

Kører man snæversynet efter en skrivebordsdesignet, såkaldt rationel model, så overser man de mange normer og regler, rutiner og opsamlede erfaringer, som umiddelbart er usynlige. Megen viden og kompetence går tabt, og det var præcis, hvad der skete.

Det meget diffuse begreb ”New public management” var stadig i sin storhedstid omkring dannelsen af SKAT. Forfatterne spørger derfor med rette, om NPM spillede fallit. Svaret er, at det kan man ikke konkludere på det foreliggende grundlag.

For det første fordi den modeltænkning, der blev lagt til grund, var en ”besynderlig blanding” af NPM-værktøjer og helt gammeldags tænkning a la ”Scientific Management” og ”Administrativ Skole”. Modellen tilstræbte som de gamle teorier, at alt skulle sættes i system og kontrolleres fra toppen med en meget tæt styring af en fint specialiseret arbejdsdeling. En så detaljeret topstyring er ikke NPM, der i langt højere grad lægger op til delegation og decentralisering.

For det andet lykkedes det – trods genvordigheder undervejs og nogle møgsager – at etablere en velfungerende skatteforvaltning med væsentlig lavere personaleindsats. De største problembørn var inddrivelsen og ejendomsbeskatningen.

Men hvad med det politiske niveau – har Folketinget løst sin opgave? Nej, det er her afmagten kommer ind i billedet. Forfatterne mener, at Folketinget har flere ressourcer og bedre sekretariatsbetjening end f.eks. Eva Kjer Hansen giver udtryk for i sin bog ”Det forsømte Folketing”. Og de blev brugt forkert. 

Folketinget interesserede sig meget lidt for ”Det nye Skat” i beslutnings- og etableringsfasen. Man kunne nok sige, at de sov i timen. Først da der begyndte at vise sig personaleuro og andre implementeringsproblemer vågnede de folkevalgte op. Der blev indkaldt til udvalgsmøder og samråd og bestilt statusrapporter i lange baner. Men der kom ikke rigtig noget konstruktivt ud af det. I meget vidt omfang slog man sig til tåls med meldingerne om, at ”vi er på rette vej”.

Der er naturligvis mange vigtige pointer i bogens analyser, som ikke kan medtages her. Og de faglige konklusioner bliver oversat til et klart og tydeligt hverdagssprog, som er til at forstå for alle. Bogen slutter med at se fremad og med udgangspunkt i de fejl, der er konstateret undervejs, præsenteres 9 hovedkonklusioner, som vi kan lære af.

I punktform er læren: 1. ”Giv tid, giv tid” – måske det vigtigste råd. 2. Høst ikke frugten, før den er moden. 3. ”De små skridts fortrin” 4. De store systemer er sårbare. 5. ”Finansministeriets letfærdige almægtighed er et problem”. 6. Rigsrevisionen skal holde sig til kritisk revision. 7. Vær kritisk over for de dyre konsulenter. 8. Folketinget har flere ressourcer end som så, men bruger dem forkert. 9. Brede politiske forlig er bedre end snævre i de store spørgsmål.

”Overmod og afmagt” er fremragende og lærerig forskning for både politikere og embedsmænd.

Jørgen Grønnegård Christensen & Peter Bjerre Mortensen: OVERMOD og AFMAGT historien om det nye skat. Djøf Forlag, 266 sider. 

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Handlekraft på tynd is Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger