Et sympatisk forsvarsskrift

tekst Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet og lærerkommissionen
20.05.2019 kl. 09.30

Jeg havde på forhånd ikke store forventninger til bogen om Carls Holst liv i politik. Politiske selvbiografier er ofte meget venlige overfor hovedpersonen og får dem til at fremstå i et meget venligt og unuanceret perspektiv. I Carl Holst tilfælde kunne man endda have frygtet, at han ville beklage sig over sin politiske skæbne og henfalde til at klynke. Det gør han heldigvis ikke.

Naturligvis præsenterer begivenhederne, således som han har oplevet dem, men han gør det nøgternt og ikke mindst, så læseren får noget at tænke over. Det gør han i bogens centrale afsnit om partiet Venstre og formandsopgøret i kælderen i Odense og det gør han i beskrivelserne af sagen mellem ham og Region Syd.

Samarbejdet om bogen mellem Carl Holst og Bent Winther er vellykket. Bogen er både interessant og særdeles velskrevet.

I perioden som amtsborgmester i Sønderjyllands amt og regionsformand i Region Syd var Carl Holst, sammen med socialdemokraten Bent Hansen i Viborg, den mest markante regionalpolitiker i Danmark. Holst gjorde lynhurtigt karriere og blev landets yngste amtsborgmester. Opvokset i Rødding med højskole, Grundtvig og en politisk aktiv familie i sin bagage. VU-formand med markante holdninger. Her skaber han sit netværk og sine tætte relationer til Lars Løkke Rasmussen.

For den politiske iagttager er afsnittene om sagerne mod den nyslåede forsvarsminister i 2015 og formandsopgøret i 2014 de mest interessante.

Carl Holst beskriver tydeligt set fra Løkkes perspektiv og som en af Løkkes løjtnanter, formandskampen mellem Løkke og Kristian Jensen. Holst kæmper loyalt for sin formand, da Løkke har det svært og man fornemmer, at Holst godt kunne have brugt Løkkes tilsvarende opbakning, da han selv kommer ud i et stormvejr. Han tager os helt med ind i begivenhedernes centrum, men fortæller os ikke hvad der skete i kælderen på Odense Congres Center. Han er loyal overfor sit parti. Holst beskriver Venstre som et dysfunktionelt parti uden sammenhængskraft. Et parti han nærer en stor kærlighed til, men som har mistet tidligere debatkultur; at der er højt til loftet og langt til døren.

I bogens anden centrale del oprulles sagen mellem Region Syd og Holst set fra sidstnævntes perspektiv. I Holst udlægning uden retssikkerhed for ham og hvor et kendt advokatfirma slipper af sted med en redegørelse med mange fejl og mangler. En politisag der kører over halvandet år og med store konsekvenser for hovedperson og hans familie. Forløbet ender uden at der rejses sag. Forløbet må give politikere, politi og journalister anledning til eftertanke.

Carl Holst har givet været en hård negl som politiker. Vidende, retningssættende, vedholdende og stædig. Men også et følsomt menneske, der tager læseren med i de perioder af sit politiske liv, hvor han har været længst ude. Her griber bogen rørende.

Man ender med at forstå Carl Holst og endda få sympati for ham.

Carl – prisen for et liv i politik, Carl Holst i samarbejde med Bent Winther, 254 sider, forlaget Momenta.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Et sympatisk forsvarsskrift Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger