En lille bog om Churchill

tekst Per B. Christensen, formand for akkrediteringsrådet

Hvorfor bliver der fortsat udgivet bøger om politikeren, journalisten, krigsstrategen og levemanden Winston Spencer Churchill her mere end 50 år efter hans død? 

Ja, det skyldes nok, at hovedpersonen har alt. Han var begavet udover det sædvanlige, tilmed morsom og modig. Han levede et langt liv på trods af, at han overtrådte alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Han var begavet med evnen til at formidle i tale og skrift og leverede den ene ”punchline” efter den anden. Men vigtigst af alt: Hans betydning som strateg og politiker under 2. verdenskrig kan næppe overvurderes. Uden ham havde vi måske ikke haft en fri verden i dag.

Journalist Jan Hedegaard er fascineret af kostskoledrengens liv. Han fortæller underholdende og med vid historien om Winston Churchills mageløse liv. Til forfatterens ros skal det nævnes, at han gør det bemærkelsesværdig kort. Mange læsere har mistet modet undervejs i tidligere lange og detaljerede Churchill-biografier, der var tykkere end en mursten.

Hedegård fortæller om Churchills tætte forhold til hans barnepige, om hans ulykkelige kærlighed i de unge år indtil han bliver gift med Clementine i 1908 og om soldaten med personlige erfaringer fra fem krige allerede inden Anden Verdenskrigs udbrud. Om forfatteren og billedkunstneren med romantiske, victorianske idealer. Om politikeren, der kendte alle kroge af det politiske spil og som overførte sin veloplagte ukuelighed til den engelske befolkning med taler, der skulle gå over i historien. Det er tydeligt, at hans politiske kompetencer kommer mere til deres ret i krigstid end i fredstid.

Trods Churchill var født i en familie med gode kontakter og med stor velstand havde han livet igennem problemer med økonomien. Den reddede han bl.a. ved at skrive og sælge bøger og ved at holde foredrag. Ved at læse Hedegaards bog får man indtryk af en mand med et manisk aktivitetsniveau.

Hans enestående liv omfattede en militær karriere, der varede 25 år, en politisk karriere, der varede 60 år, og en forfattervirksomhed, der strakte sig endnu længere. Han bliver premierminister i 1940 på et tidspunkt i sit liv, hvor andre ville gå på pension. Forfatteren fortæller veloplagt om, hvordan Churchill forenede Storbritannien til kamp, og formåede at alliere sig med både USA og Sovjet – den alliance, der sikrede frihedens sejr over nazismen i hele Vesteuropa.

En velskreven lille bog om en stor statsmand.

En lille bog om Churchill – kriger, kunstner og statsmand, Jan Hedegaard, Lindhardt og Ringhof, 288 sider. 

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: En lille bog om Churchill Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger