Der lurer en angst

tekst Tom Ekeroth
17.09.2018 kl. 08.53

Angst fylder meget. Sammen med psykiske sygdomme, ADHD, depression og stress. Var det bedre før? Nej, men det var anderledes.

"De fleste mennesker er sådan indrettet, at der altid lurer en angst". Skrevet af to forfattere, der har forstand på det: Rasmus Nejst Jensen, speciallæge i psykiatri og Tom Bolwig, professor emeritus i psykiatri.

Deres bog "Der lurer en angst" er både nøgtern og klog. Blandt mange fagbøger om sindets tilstand hos det moderne menneske er det rart, at møde en faktuel og samtidig meget velskrevet bog.

Den hjerne vi har er uændret gennem 10.000 år, og den er skabt til livet på savannen, ikke til et moderne storbyliv. Det var ved tiden omkring ungdomsoprøret i 1968, at samfundet begyndte at ændre sig fundamentalt, og det medførte et skift i socialkarakteren: Før var vi hæmmede og autoritetstro, i dag er vi impulsive og handler på vores følelser. Før led vi af neuroser, i dag er det ADHD, stress og personlighedsforstyrrelser. Men den angst, vi alle forsøger at undgå, er den samme, som den altid har været.

Vi har sagt farvel til normer, autoriteter og ritualer, og det kan man sige en del godt om, men det har også sin pris. Forfatterne skriver om hvordan det tidligere var:

"Det var en hård og ubehagelig facon, som vi ikke ønsker os tilbage, men de klare grænser og konsekvenser kunne ofte lægge en dæmper på de impulser, som mange børn og unge i dag har svært ved at forvalte"

Lette løsninger er der ikke nogen af i bogen, men man bliver ganske enkelt klogere på sindets veje og vildveje.

Rasmus Nejst Jensen og Tom G. Bolwig: Der lurer en angst. 238 sider illustreret. Forlaget Vandkunsten – fem af fem stjerner.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Der lurer en angst Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger