At skabe lykke for andre er lykken i livet

tekst Jesper Hjort, cand. scient. pol., tidligere kommunaldirektør

Overskriftens ord findes på en bautasten i en lille mindepark i Lemvig. De smukke ord skrev Thorvald August Marinus Stauning, Danmarks landsfader, i en lille piges poesibog under et besøg i byen. Ordene står nu som et fint minde om Stauning selv.

I den lange række af aktuelle socialdemokratiske debatbøger har Dan Jørgensen skrevet en bog om arven efter Stauning. Bogen er først og fremmest interessant, fordi den er en fremragende beskrivelse af det danske velfærdssamfund, som det har udviklet sig efter det skelsættende Kanslergadeforlig i 1933.

Dan Jørgensen er naturligvis lige så lidt som andre forfattere en ”objektiv” observatør. De findes nemlig ikke. Han har åbenlyst sine egne holdninger og synspunkter. Fordelen er, at vi alle ved, at de ligger helt på linje med Staunings og Socialdemokratiets. Han har senest været skribent på partiets nye principprogram ”Fælles om Danmark” og er en af dem, der kender partiets historie allerbedst. 

”Staunings arv” er i de bedste hænder hos Dan Jørgensen. Han har været i arkivet på Arbejdermuseet i København og i den forbindelse haft fingrene i de fleste af Staunings originale, håndskrevne manuskripter. Bl.a. det legendariske program ”Danmark for Folket”, som Stauning egenhændigt formulerede i 1934 og under parolen ”Stauning eller kaos” gik til valg på i 1935, hvor Socialdemokratiet toppede med 46,1 procent af stemmerne.

En direkte appel til læseren af programmet skiller sig ud: ”Læs vort manifest. Vær med i arbejdet. Giv Deres kræfter, evner og støtte i arbejdet for et bedre og lykkeligere samfund.” Der var den igen: Et lykkeligere samfund.

Staunings formulering: ”At skabe lykke for andre er lykken i livet” står som fællesskabets svar på det liberale ”Enhver er sin egen lykkes smed”.

Målet blev nået. Socialdemokratiet har været drivkraften, men de liberale kræfter har besindet sig og er gået med på velfærden, ligesom Socialdemokratiet har besindet sig og accepteret markedet og konkurrencen i kontrolleret form.

Dan Jørgensen beretter levende og interessant om udviklingen frem til i dag, hvor vi kan glæde os over at toppe i målinger af tillid, lighed og lykke. Jørgensen er en rigtig god fortæller. Han beskriver klart og let læseligt de lange linjer og krydder det med små historier og pointer, der gør bogen rigtig spændende og læseværdig.

En fin fortælling om det Danmark vi kender.

Dan Jørgensen: Staunings arv – vejen til et lykkeligt Danmark. People’sPress, 234 sider.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: At skabe lykke for andre er lykken i livet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger