Kunsten at blive en ordentlig leder

tekst Per B. Christensen, Næstformand i Komponent og medlem af Reformkommissionen
30.11.2021 kl. 10.00

Pia Søltoft og Tormod Tingstad har skrevet en lille handy bog, Kunsten at blive et ordentligt menneske, om det at være menneske og leder. Men pas på: Bogens udseende snyder lidt. Den kræver lidt tid at komme igennem. Mange nyttige begreber introduceres og der trækkes på bl.a. antikkens tænkere, tanker der skal fordøjes. Bogen er ikke godnatlæsning. Den kræver lidt mere end gennemsnitlig interesse for politisk og almen ledelse.

Forfatternes opfattelse er, at du ved at lade dig lede af syv dyder og styre udenom syv laster bliver et ordentligt menneske og en god leder, som motiverer andre til samme stræben.

Bogen er en introduktion til den etiske og eksistentielle tænkning hos især Aristoteles og Søren Kierkegaard. Samtidig er den en handlingens bog, der demonstrerer, hvordan dydsetikken udvikler vores etiske dømmekraft, værner os mod lastefuld og selvoptaget adfærd og forbinder os med andre. Ikke bare i en organisatorisk sammenhæng, men også i det enkelte menneskes liv. Det lyder lidt højstemt. Men når først man kommer ind i forfatternes univers giver det god mening. Jeg måtte slide lidt for at komme dertil.

Hvis nogen skulle have glemt de syv dyder og synder vedrørende ledelse, så gengiver jeg dem lige her: Ydmyghed som værn mod hovmod, generøsitet som værn mod griskhed, mådehold som værn mod nydelsessyge, retfærdighed som værn mod misundelse, taknemmelighed som værn mod frådseri, barmhjertighed som værn mod vrede og endelig mod som værn mod dovenskab!

I et langt centralt kapitel i bogen gennemgås hver af de 7 dyder og synder og de dertil knyttede laster og forfatterne giver eksempler på betydningen af at arbejde med disse begreber i forskellige ledelsesmæssige og arbejdsmæssige sammenhænge. Bestemt nyttigt.

Jeg har gennem mine mange år som leder været optaget af begrebet ordentlighed. Forfatterne understreger i deres bog, ”at hvis du behandler dine medarbejdere ordentligt, og de forstår, at ordentlighed er en værdi, der bliver værdsat og levet i organisationen, så behandler de også hinanden og borgerne ordentligt”. Den betragtning tror jeg mange ledere kan nikke genkendende til og hver dag (eller hver anden😊) må holde op foran sig. Det er sundt. Det er forfatternes pointe, at ingen fødes som et ordentligt menneske. Det er noget der kan og skal læres.

Det er fint, at bogen i et afsluttende kapitel samler op og giver en ”handlingsplan” for det at blive og være en ordentlig leder. Såvel i måden man ”læser” en situation på, i vurderingen, i ens beslutninger og i ens konkrete handlinger.

Jeg synes samlet set at forfatterne slipper godt fra deres forehavende. Nogen steder går der for meget filosofi-nørderi i den, men bogen har bestemt en berettigelse som et filosofisk spejl på det at være et ordentligt menneske og ikke mindst en ordentlig leder – og at stræbe efter at blive det og forblive det i en barsk og bøvlet verden.

Bogen kan anbefales til politiske og administrative ledere. Den henvender sig til ledere, der er optaget af etik og dannelse. Men sæt god tid af til læsningen!

Kunsten at blive et ordentligt menneske – dyder og laster i liv og ledelse, Pia Søltoft og Tormod Tingstad, 152 sider, Akademisk forlag

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kunsten at blive en ordentlig leder Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger