En stærkt tiltrængt bog om politisk ledelse

tekst Per B. Christensen, Næstformand for Komponent og medlem af Reformkommissionen
04.08.2021 kl. 12.00

Mængden af bøger om ledelse er vokset nærmest eksponentielt i de senere år. Bøger med forskellige vinkler på ledelse og af varierende kvalitet. Men bøger om politisk ledelse er sjældnere. Derfor er det meget velkomment, at Ulrik Kjær og Lotte Bøgh Andersen har taget initiativet til en antologi om kommunalpolitisk ledelse, der kommer næsten hele vejen rundt om den politiske ledelse af de 98 danske kommuner.

Bogen er velskrevet og tillige pædagogisk krydret med introducerende pointer og afsluttende spørgsmål til refleksion til læseren. Stoffet er let at overskue og der krydsende referencer mellem de enkelte kapitler.

Antologiens 13 kapitler kommer fint rundt om de problemstillinger, muligheder og udfordringer, som den politiske ledelse af en kommune står med, hvad enten man er ny i kommunalpolitik eller en garvet en af slagsen. Det anbefales at læse bogen i sin helhed, men man kan også plukke blandt bogens kapitler.

KL`s formand Jacob Bundsgaard rammesætter opgaven i sit forord til bogen og det følges af 2 centrale kapitler skrevet af bogens redaktører Ulrik Kjær og Lotte Bøgh Andersen. Centralt i bogen står også kapitlerne om kommunalpolitikernes ledelse af og dialog med borgere, virksomheder og kommuner, skrevet af Eva Sørensen og Kurt Houlbergs vigtige kapitel om det økonomiske råderum. Hvilke parametre skal man holde øje med og hvordan bevarer man overblikket og de kritiske nedslag i forhold til kommunens samlede økonomi og prioriteringen mellem de store velfærdsområder.

Det er forfriskende at bogen også har kapitler om digitaliseringens, teknologiens og innovationens betydning for kommunerne og for politikernes ledelse af kommunerne. Teknologien spiller ind i forhold til borgernes dialog med kommunen og får større og større betydning som en hjælp på de store velfærdsområder. Inddragelse af ideer fra virksomheder og borgere kommer ligeledes til at spille en større og større rolle omkring fornyelse og innovation i kommunerne ligesom systematisk videndeling mellem kommunerne er en helt afgørende forudsætning for udviklingen af kommunestyret.

Jeg synes bogen fint balancerer kravene til politikerne om på den ene side at sætte sig ind substansen på de enkelte fagområder typisk gennem arbejdet i de stående udvalg og på den anden ikke at gå for langt ned i maskinrummet, men stole på og sætte præcise rammer for den faglige ledelse af de store velfærdsområder. Det er vigtigt at vide, hvornår man skal vælge helikoptertilgangen når der sættes mål og rammer og hvornår man skal hugge konkret til på et konkret område eller en enkeltsag.

Jeg savner dog et tydeligere kapitel om kommunalpolitikerne ansvar for at drive kommune. Kapitlet kunne med fordel være skrevet af en erfaren borgmester eller kommunal direktør. Langt de fleste nye kommunalpolitikere kommer i byrådet med høje ambitioner, båret af den hellige ild, og mange af den bliver skuffede over arbejdet, fordi de bliver overraskede over, hvor meget der ligger fast på forhånd enten i form af lovgivning eller af beslutninger truffet af tidligere byråd. Kommunen er en stor og kompliceret organisme at lede og danske kommunalpolitikere har et særligt ansvar. Vi lever i det mest decentraliserede land i verden, når det handler om kommunalpolitikernes ansvar og mulighed for indflydelse. Men det kræver ofte lidt tid og tålmodighed før politikerne ser frugterne af egne initiativer. Her kan en viden om værdien det lange seje træk eller at vedkende sig arv og gæld i det politiske arbejde bidrage til utilsigtede skuffelser.

Bogen kan anbefales til såvel nye som garvede kommunalpolitikere og kan anvendes som baggrund og overbygning til introduktionen af de nye byråd. Der skal nok være et enkelt erfarent byrådsmedlem, der kan have gavn af at få opfrisket sin viden eller få udfordret eventuelle tillærte uvaner.

Kommunalpolitisk lederskab – tæt på borgerne i de lokale fællesskaber, redigeret af Ulrik Kjær og Lotte Bøgh Andersen, 254 sider, Hans Reitzels forlag. Udgivet med støtte fra Kommunernes Jubilæumsfond af 1995.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: En stærkt tiltrængt bog om politisk ledelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger