Argumenterne for 4-dages ugen er ikke overbevisende

tekst Per B. Christensen, næstformand for Komponent
14.06.2021 kl. 11.30

Der var engang, hvor fagbevægelsens parole var: 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers søvn. Vel at mærke i en arbejdsuge, der var på 6 dage. Nu har en newzealandsk arbejdsgiver udgivet en bog om en 4-dages arbejdsuge. Bogen er en radikal og tilsyneladende overbevisende fortale for en bære­dygtig, indbringende fremtid, hvor vi arbejder mindre, men samtidig er mere produktive, engagerede og tilfredse.

Bogen lader dog én tilbage med megen tvivl, ikke mindst set i lyset af vores erfaringer med hjemmearbejdet under coronaen. Hvorfor kan de forslag Barnes beskriver ikke foregå i en 5-dages arbejdsuge?

Andrew Barnes er investeringsrådgiver og ejer firmaet Perpertual Guardian i New Zealand, hvor han har indført en arbejdsuge på fire dage. Bogen er skrevet i samarbejde med erhvervsskribent Stephanie Jones.

Han argumenterer for, at de traditionelle arbejdsmetoder og ikke mindst arbejdsugen på fem dage er forældede og at de ikke passer til vores digitale tidsalder. Med en fire-dages arbejdsuge kan vi få det bedste fra alle verdener: optimal produktivitet, bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, ingen stress samt et mere bæredygtigt samfund, skriver Barnes. Men han kommer ikke i bund med sin argumentation. Hvorfor er forslagene alene knyttet til et projekt med 4 dages arbejdsuge?

Andrew Barnes har ganske vist arbejdet med sin metode i praksis og i samarbejde med sine ansatte udviklet og afprøvet de fleksible arbejdsmetoder, som bogen beskriver. Han bad sine med­arbejdere om at designe en fire dages arbejdsuge, der gjorde det muligt for dem at leve op til de eksisterende produktivitetskrav til samme løn – og altså med en 20 procents reduktion af arbejdstiden. Udfaldet af forsøget er ifølge forfatteren imponerende. Folk var gladere, mindre syge og mere fokuserede og produktive på arbejdet.

Under forsøget blev der indsamlet forskningsdata, og på baggrund heraf præsenterer bogen en produktivitetsfokuseret arbejdsmodel med nedsat tid, der kan:

  • bekæmpe arbejdsrelateret stress og angst
  • begrænse CO2-udledningen
  • rette op på lønforskellen mellem kønnene
  • fjerne tidsspilde på arbejdspladsen
  • øge produktiviteten og arbejdsglæden.

Der er mange af Barnes’ pointer, der er relevante uanset om de er knyttet til en 4-dages uge eller ej. Det gælder ikke mindst ideerne til mere fleksible arbejdsmetoder, som vi også har lært under coronaen herhjemme.

Sammen med evalueringen af arbejdets organiseringen under coronaen kan Barnes’ bog fint indgå i drøftelser i de kommunale MED-udvalg og kan derfor med fordel anbefales til indkøb i de kommunale personaleafdelinger.

Overbevist om en 4-dages arbejdsuge blev jeg ikke, men jeg er til gengæld overbevist om værdien af nye organisationsformer og fleksible arbejdsmetoder med hjemmearbejde.

Andrew Barnes med Stephanie Jones: 4-dages arbejdsuge. 215 sider. Er udkommet på forlaget Frydenlund.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Argumenterne for 4-dages ugen er ikke overbevisende Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger