Holdninger skæmmer grundig politisk journal

03.06.2020 kl. 06.00

Kaare R. Skou er en vis mand.

Derfor havde jeg personligt castet ”Blå Vinter” med undertitlen ”Det borgerlige Danmarks kollaps” som en af forsommerens store politiske bøger.

Man behøver jo blot at tage et blik på den seneste meningsmåling for at se, at der mildt sagt er knas i den borgerlige blok, så derfor så jeg frem til at læse en bog, der kaster lys over, hvordan det dog kunne gå så galt.

Og lad det være sagt med det samme: ”Blå Vinter” er glimrende læsning. Grundig, systematisk og overskuelig i sin inddeling – og med en tilpas mængde detaljer undervejs.

Gennem læsningen af de mange kapitler spørger man dog sig selv hvorfor forfatteren partout skal belemre læserne med så mange af sine egne holdninger. Ophavet i Radikale Venstre fornægter sig åbenlyst ikke, for man kan hurtigt konstatere, at ingen af de borgerlige partier har noget som helst at byde på. 

Hvorfor skal jeg have at vide, at Martin Henriksen ifølge Kaare R. Skou er islamofob og at forfatteren ydermere mener, at daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) stod for en ”pøbeljustits”?

Sine steder tangerer forfatterens personkarakteristikker den rene voksenmobning. Andre steder stiller forfatteren relevante og for mange læsere sikkert provokerende spørgsmål – såsom hvorvidt Socialdemokratiet egentlig har meget andet på det politiske program end ønsket om at få magten.

Helt fjollet bliver det, da forfatteren føler sig kaldet til at beskrive sorten og højden på det træ, tidligere LA-leder Anders Samuelsen var kravlet op i.

Det er ærgerligt, at der er alle disse holdnings-svinkeærinder i en bog, der ellers minutiøst oplister alle VLAK-regeringens mange problemer, hvordan de (ikke) blev håndteret og hvem, der gjorde hvad undervejs.

Bogen er sådan set et must-have for enhver politisk nørd, men den kunne have været 100 sider kortere uden alt det, forfatteren lukker ud mellem sidebenene. I så fald havde jeg givet den fem stjerner.

Kaare R. Skou: Blå Vinter – Det borgerlige Danmarks kollaps. 502 sider. Udkommer onsdag på Momenta.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Holdninger skæmmer grundig politisk journal Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger