Forfriskende portræt af en vaskeægte mønsterbryder

06.10.2020 kl. 12.00

Det er med en vis spænding, man læser Flemming Sørensens bog ”Selvlært”, hvor han portrætterer sin egen bror, transportminister Benny Engelbrecht (S).

Enten slipper man godt fra at tegne et portræt af en, man kender så godt – eller også går det helt galt. I udgangspunktet ville man sige, at det er no-go – men der er ingen regel uden undtagelser.

Flemming Sørensen er bestået. Der er kommet en interessant og læseværdig bog ud af hans mange samtaler med Benny om opvækst, uddannelse, holdninger, ambitioner og fremtiden. De kulørt interesserede får også lidt at vide om den nye kvinde i ministerens liv. Og om, hvorfor han aldrig har fået børn.

Vi får også nogle lidt ligegyldige detaljer, såsom at Benny er glad for at bo tæt på motorvejen – men heldigvis får de ikke overtaget i bogen, der er opdelt i nogle meget velafgrænsede kapitler, som gør, at man ikke nødvendigvis behøver læse bogen i en bestemt rækkefølge, men derimod kan kaste sig over netop det, man finder mest interessant. Der er også lidt tendens til skamros fra partifæller og tidligere samarbejdspartnere. Fair nok. Vi har at gøre med en mand, der er ”likeable”.

Til gengæld rummer bogen også sjove detaljer, man ikke vidste, man gerne ville vide. Eksempelvis at Benny Engelbrecht ved tidligere valg var ganske engageret i kommunalpolitik i Sønderborg, selv om han aldrig selv har stillet op.

Historien om den vaskeægte mønsterbryder Benny Engelbrecht er et forfriskende indspark i en tid, hvor (alt for) mange politikere har en universitetsuddannelse i bagagen.

Flemming Sørensen: Benny Engelbrecht – Selvlært. 300 sider. Er udkommet på forlaget Momenta.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Forfriskende portræt af en vaskeægte mønsterbryder Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger