Kapitalismen er ude af kontrol

tekst Jesper Hjort, cand. scient. pol., tidligere kommunaldirektør
22.02.2019 kl. 11.00

Kapitalismen er den mest effektive ramme for styring af samfundsøkonomi.  Men allerede dens ”Godfather”, Adam Smith, pegede på farerne: virksomhederne og offentligheden har ofte dybt modsatrettede interesser og virksomhederne går benhårdt efter at opnå monopolstatus.

Med globaliseringen har kapitalkoncentrationen for alvor taget fart. I dag ejer nogle ganske få (nogle siger 8!) af verdens rigeste lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning (ca. 3,8 mia. mennesker!). De nye tech.-virksomheder er i løbet af få år blevet dominerende – økonomisk og informationsmæssigt.  Verdens 5 mest værdifulde virksomheder er i dag Apple, Google, Microsoft, Amazon og Facebook. Og udviklingen mod øget ulighed fortsætter med stigende hast. Selskaberne unddrager sig stort set skattebetaling.  Myten om at de stigende profitter omsættes til stigende realløn for lønmodtagerne holder ikke.

Udviklingen er dybt skræmmende.  Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Peter Hummelgaard, giver i sin bog en udmærket og veldokumenteret fremstilling af tingenes ulige tilstand. Han kommer vidt omkring og veksler gennem hele bogen mellem analyse af de store globale sammenhænge, EU og det, der kommer til at fremstå som det lille lokale smørhul, – Danmark. 

Den skandinaviske model fremstår stadig stærkere i det internationale billede, som den velfærdsmodel, hvor det indtil videre er lykkedes at tøjle kapitalismen med nødvendig offentlig regulering.  Men dette billede er i høj grad truet, især i kølvandet af finanskrisen, hvor grådigheden har vist sit uskønne ansigt.

Peter Hummelgaards midler til at ”helbrede” kapitalismen er velkendt socialdemokratisk stof. Måske er de tilstrækkelige til at bremse udviklingen i Danmark, mens det unægtelig ser lidt uløseligt ud på verdensplan. Stærkere styring – måske opsplitning af bankerne og finanssektoren, yderligere beskatning af stor arv, EU skat på tech-virksomheder osv. er hovedindholdet.

Problemstillingen er overordentlig væsentlig og mere presserende end erkendt i offentligheden. Bogen tager fat i et bredt spektrum af problemerne på en god og saglig måde og er absolut anbefalelsesværdig. Skulle den helt op og ringe på de 5 stjerner, ville det hjælpe med en lidt strammere og tydelig struktur, så læseren hele tiden vidste, hvor man var på vej hen. Der er valgt en meget causerende form, hvor der springes noget rundt i tid og emner – mellem den danske andedam med fratrædelsesordninger over nationaløkonomisk teori til globale udviklingstendenser og forfra igen.

Peter Hummelgaard: Den syge kapitalisme. Gyldendal Til Tiden. 250 sider.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kapitalismen er ude af kontrol Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger