Evighedernes Rom

tekst Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet for de videregående uddannelser
25.11.2019 kl. 07.45

Rom er en af mine favoritbyer. En by der rummer historie og kultur nærmest lag på lag. Og en befolkning, der respekterer historien, alle monumenterne og de mange historiske bygninger, men som også bruger deres by aktivt og ikke lader den fremstå som et museum. Der er liv, snak og scootere døgnet rundt!

I bogen Evighedernes by Rom har de tre kyndige forfattere fortalt flere tusinders historie med indsigt og liv. Undervejs i læsningen får man hele tiden lyst til at besøge Rom igen.  

Bogen fortæller Roms dybt fascinerende historie, om de historiske og politiske strømninger, der har skabt byen, og hvordan forskellige tiders magthavere har formet og omformet den.

Den velskrevne og forholdsvis korte fortælling er en nøgle til forståelse af en af verdens mest elskede byer, dens historie og arkitektur.

Rom er ikke bare Italiens hovedstad, hvilket den blev meget sent. Den har i 2500 år været et kulturelt, religiøst og politisk omdrejningspunkt for Europa og hele Middelhavsområdet. Først som centrum i Romerriget, et af de største imperier verden har set, og siden som omdrejningspunkt for hele den katolske verden.

Med Italiens samling i 1800-tallet blev byen den nye nations helt naturlige hovedstad – hvad kunne den andet med sådan en forhistorie?

Bogen fortæller hele historien fra kejser Augustus til i dag. Vægten er lagt på tre markante storhedstider: kejsernes Rom i oldtiden, pavernes Rom i middelalderen og renæssancen og det italienske Rom fra landets samling til efter Mussolinis fald under 2. verdenskrig.

Bogen viser, hvordan Roms magthavere fra Augustus til Mussolini gennem byggeprojekter, monumenter og byplanlægning iscenesatte byen som ”Den Evige Stad” og hele tiden refererede til forgængerne. Selv om jeg har besøgt både EUR og det olympiske område flere gange (sportsbyen, der endelig blev anvendt til OL i Rom i 1960 længe efter Mussolini blev afsat) var det alligevel en overraskelse for mig, hvor meget og hvor gennemgribende fascisterne har præget Rom i nyere tid.

Bogen kan anbefales til den historieinteresserede læser af Danske Kommuner, men også til den kulturrejsende politiker eller embedsmand, der endnu ikke har gjort Rom. I tilgift kommer man adskillige spadestik dybere, end hvad en almindelig rejseguide kan tilbyde.

Evighedernes by Rom, Louise Nyholm Kallestrup, Jesper Majbom Madsen og Nils Arne Sørensen, 352 sider, Gads forlag, 2019.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Evighedernes Rom Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger