De umuligste børn og de værste forældre

tekst Tom Ekeroth
28.10.2019 kl. 07.30

På titelbladet til "Ama'r halshug" er citeret et digt af Tove Ditlevsen, hvor den første linje lyder "Mit hjerte elsker alle de umuligste børn".

Ingen tvivl om at Henriette Karlsen tilhører kategorien "de umuligste børn". Undertitlen til hendes bog er "Et systembarns rå fortælling". Og rå det er den.

Fortællingen om den nu 27-årige Henriette begynder i hendes tidlige barneår på Amager langt fra stigende boligpriser og begyndende gentrificering. Det er livet på brune bodegaer med forældre, der næsten fra begyndelsen af har valgt turen nedad, og som da de skilles finder ud af at dele værtshusene, så de ikke kommer på de samme. Og så er det ellers historien om druk, vold, druk og vold indtil 15-årige Henriette stikker af fra sin mors lejlighed og ender på Christiania til et vildt liv på kanten.

Der er voldsom vækst i den genre, der hedder opgør med forældrene, og de foregår i mange forskellige miljøer fra lægefædre, der begår selvmord, juristmødre, der vil styre alt, til livet med misbrugsforældre. Fælles for dem er – uanset miljøet – at man er overbevist om, at ikke alle forældre burde være det. Det har så også fået nogle til at bemærke, at det aldrig er for sent at få en ulykkelig barndom. Men det er forunderligt at se, hvor mange såkaldt voksne, der aldrig har været i stand til at sætte deres egne behov i anden række.

Og Henriette har haft en barndom i Helvede, og det er opløftende, at hun har kæmpet sig igennem, er blevet mor, arbejder for at gøre livet bedre for udsatte børn. Og måske kan blive forsonet med sin egen mor. Måske.

Hendes fortælling står skarpt, hudløst og autentisk. Den er blevet til i samarbejde med journalist Anders Ryehauge, og de har sammen skrevet en stærk og god bog.

Henriette Karlsen: Ama'r halshug. 336 sider. 250 kr. Politikens Forlag.

Emneord
Boganmeldelser

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: De umuligste børn og de værste forældre Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger