Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Vredens nat

Af Tom Ekeroth, mandag den 27. november 2017 kl. 10.00

"Det er demokratiets vilkår, og jeg tager det som en mand, lød det fra Kirsten Terkilsen, efter hun kl. to natten til onsdag måtte sande, at borgmesterkæden skal have ny ejermand", skrev Horsens Folkeblad om borgmesterens rolige og nøgterne afsked.

Om hun så lige præcis "tog det som en mand" kan man diskutere efter at have set nogle af reaktionerne fra mænd i løbet af det, der nogle steder blev vredens nat.

Som Villy Søvndal, der efter ikke at være med blevet inviteret med til konstitueringsforhandlingerne af Stephanie Lose i Region Syddanmark, sagde:

– Det er simpelthen børnehavemanér at lukke nogen udenfor på den måde. Det er så tydeligt et tegn på magtfuldkommenhed, som det kan være.

Men Stephanie Lose mente, at det havde han selv havde været ude om:

– Det er klart, at når man i tre måneder har hørt på, at mit parti Venstre skulle være præget af magtfuldkommenhed, mangel på vilje til at rydde op, kammerateri og vennetjenester, så har det konsekvenser.

Engang var det Villy-effekten, nu er det mere Villy-affekten.

Men der var andre vrede mænd der ude. Den tidligere venstremand Gert Larsen, der engang kombinerede posten som borgmester i Bjergsted Kommune med jobbet som landbetjent, blev så vred over, at partifællen Peter Jacobsen ikke ville gå efter borgmesterposten i Kalundborg, at han nu også er forhenværende medlem af Dansk Folkeparti.

Men hævn er en ret, der skal nydes kold. Og valgets måske mest kølige kommentar står den detroniserede venstreborgmester i København Pia Allerslev for, der efter at have set partiets skrumpende stemmetal med ny spidskandidat bare twittede "Tjaaaah".

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Vredens nat Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger