Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Vandkamp

Af Tom Ekeroth, mandag den 2. marts 2020 kl. 08.00

It rained five days and the clouds turned as dark as night,

Yes, it rained five days and the clouds turned as dark as night,

Lord, the trouble's takin' place, Lord, in the lowland at night (Backwater blues, Bessie Smith)

Det har i Danmark regnet mere end de fem dage i Bessie Smiths oversvømmelsesblues. Det er lige før, man har ventet at se forskellige dyrearter komme vandrende to og to. Og det er da en slags syndflod forårsaget af klimasynder. Antallet af klimafornægtere må være faldet i takt med vandstanden.

Nogle steder er Danmark kommet til at ligne det, der engang var store uautoriserede søer, og åer der svulmer voldsomt som dengang, der var åmænd til, altså ikke de kommunale, men de farlige, som krævede et offer hvert år. Og vandet kommer både indefra og udefra, oppefra og nedefra.

Sjovt er det jo ikke, der er næppe meget tvivl om, at det bliver værre, og hurtige løsninger findes ikke. De kommende år bliver en vandkamp om hvem, der skal gøre hvad og hvem, der skal betale.

Det gælder i den lille målestok med grundejerforeningen, hvor dem, der ligger højest ikke nødvendigvis ville betale for de andre. Og i det store perspektiv mellem stat og kommuner.

Der er lavet gode kommunale løsninger for klimatilpasning, mange endda som har givet områder en ekstra æstetisk og rekreativ dimension, men fremover skal man ud i løsninger, der er så store, at hverken en enkelt kommune eller flere sammenhæng vil kunne løfte opgaven uden at få tilført meget store midler.

Og der vil skulle træffes benhårde, upopulære beslutninger. Havudsigt har jo i mange år været elsket, men der er kommet noget malurt i bægeret. For vand et flot, men ikke i kælderen, og der kan blive boligområder, eller dele af dem, der skal opgives, fordi prisen for at sikre dem er for høj. Det bliver ikke let at forklare borgerne. Heller ikke den opgave bør kommunerne skulle klare alene.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Vandkamp Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger