Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Tysken og sommerhusene

Af Tom Ekeroth, mandag den 30. januar 2012 kl. 09.03

Den danske sommerhusregel er til debat i øjeblikket. Tit har det ellers været i agurketiden, at reglen, som forbyder udlændige at købe sommerhuse, får en tur i mediemaskinen. Nu optræder den som en del af udkantsdebatten.

Hvor kommer den fra, denne undtagelse, der forhindrer at sommerhuse bliver solgt til andet end danskere, mens vi lystigt køber op af svenske torper, idyller i Provence og Toscana samt lejligheder i Berlin? Vi skruer tiden tilbage til før folkeafstemningen om Danmarks indtræden i EU, kun 26-27 år efter Besættelsen, og man skal have levet dengang for at forstå, hvor meget denne epoke fyldte i dansk selvforståelse.

Tyskerne var stadig TYSKEN, som havde stjålet Sønderjylland i 1864 og siden rendt os over ende 9. april. På det tidspunkt troede de færreste vel, at det dengang delte lands ville ende med et blive et af verdens stærke demokratier. Jeg tror, at afstemningen var faldet anderledes ud hvis man ikke havde givet en garanti mod det, som man dengang opfattede som truslen om en ny invasion.

For sommerhusreglen har altid været en Lex Tyskland og modviljen mod den store nabo var dengang sammensat af alt fra dem, der havde lidt frygtelige tab under Besættelsen, til dem, der syntes, at de som tyskerne var ret ubeskedne, brovtende og havde uheldige træk som af bygge sandborge, der lignede Atlanterhavsvolden og smykke dem med sætningen ”besetzt”. For slet ikke at tale om at de kørte i biler af en størrelse, som var de færreste danskere forundt.

Tyskerne har stadig store biler, men ellers er der løbet meget vand i badestranden siden.  Med genforeningen blev der mere kystlinje til rådighed for den enkelte tysker. Men når man kigger på sommerhuspriserne på Sild, der sidste år passerede 80 millioner for det dyreste, så ville der nok et eller andet sted være et marked, i hvert fald i Danmark, der hvor der er herlighedsværdier og tilgængelighed.  Der er både borgmestre, der er for, og borgmestre, der er imod at ophæve reglen. På Langeland, hvor omkring hver fjerde hus er til salg, er man FOR. Forståeligt nok.

Jeg tror ikke, sommerhusreglen står for fald de første par år, selv om argumentet om, at så ville der ikke blive sommerhuse tilbage til danskerne, kun er noget, man kan se for sig i nogle kommuner. Men det kunne nu være spændende at se hvad der ville ske, hvis man brugte frikommune-tanken til at lade f.eks. Langeland åben for salget. Ikke for at hjælpe betrængte ejere, men for at hjælpe hele kommunen til at skabe mere liv og beskæftigelse.

 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Tysken og sommerhusene Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger