Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Ti spændende svar i 2021

Af Tom Ekeroth, mandag den 21. december 2020 kl. 10.30

Helt ærlig: Jeg kan ikke finde på noget begavet at skrive om corona. Jeg vil meget hellere kigge på ti spændende spørgsmål, som vi har svaret på om cirka 11 måneder:

  1. Viborg: Vinder Ulrik Wilbek endnu et (borg)mesterskab ­– eller vil udfordreren Mette Nielsen have held til at erobre den engang socialdemokratiske kommune?

  2. Fredericia: Holder den hurtigt indskiftede Steen Wrist Ørts borgmesterposten i Fredericia for socialdemokraterne efter Jacob Bjerregaards pludselige karriereskift?

  3. Kolding: Det bliver sandsynligvis en tidligere minister, men hvilken? Villy Søvndal (SF) eller Eva Kjer Hansen (V).

  4. Sønderborg: Bliver det også her en tidligere minister? Ellen Trane Nørby (V), som også er borgmesterdatter, stiller op mod Erik Lauritzen, socialdemokratisk borgmester siden 2014.

  5. Tønder: Det bliver sikkert en venstremand som borgmester. Men bliver det partiets officielle kandidat Martin Iversen eller den siddende, men vragede borgmester Henrik Frandsen, nu spidskandidat på Tønder Listen?

  6. Nyborg: Vinder #MeToo-frontløberen Sonja Marie Jensen (S) den gamle socialdemokratiske højborg mod stemmeslugeren Kenneth Muus (V)?

  7. Frederikssund: Vil den noget stormomsuste nye bydel Vinge give den socialdemokratiske udfordrer Tina Tving Stauning (ikke i familie med landsfaderen) opdrift til at vinde over borgmester John Schmidt Andersen (V)?

  8. Gribskov: Det lykkedes ikke den tidligere badmintonstjerne Poul-Erik Høyer at blive Venstres borgmesterkandidat i Lars Løkkes gamle hood, men vil det lykkes den valgte kandidat Bent Hansen at slå borgerliste-borgmesteren Anders Gerner Frost, ejendomsmægler og en af sidste kommunalvalgs store overraskelser?

  9. Der har åbenbart ikke været fred i den socialdemokratiske højborg Ishøj. Bliver borgmesteren den socialdemokratiske kandidat Merete Amdisen eller lykkes det den vragede borgmester Ole Bjørstorp at finde et andet parti eller etablere sin egen liste – ”Hell has no fury like a mayor scorned”?

  10. København får en kvindelig overborgmester. I hvert fald hvis man skal tro statistik og sandsynlighedsberegning: Ind til videre har fem partier kvindelige spidskandidater. Men bliver det Sophie Hæstorp Andersen?
Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Ti spændende svar i 2021 Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger