Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Tab af troskyldighed

Af Tom Ekeroth, mandag den 17. februar 2014 kl. 08.30

Vinterferien (den københavnske) bød på tre gange tab af troskyldighed – og på kommunikation på højt og lavt plan.

Nej, dyr dør sjældent en død i skønhed mætte af dage. Hverken i naturen, på slagterierne eller i svinestaldene. Affæren Marius bragte sindene i kog, og viste at Zoo i vicedirektøren Bengt Holst har en af Danmarks mest effektive kommunikatører. Opskriften på at sætte en hysterisk engelsk journalist til vægs er tilsyneladende kombination af viden og ikke at lade sig hidse op. Morsomt i øvrigt, at England der er storproducent af naturprogrammer, hvor det går hårdt til, mens en fortæller med Shakespeare-stemmeføring kommenterer drabene, er gået så meget i selvsving.

Ja, politik handler også om magt uanset hvor smukt et program, partiet har. Politik kræver et mål af brutalitet. Og man kan stille spørgsmålet: Er det bedst at have en finansminister, der er lige så kold som han er korthåret eller en der er i sine følelsers vold? Den hemmelige socialdemokrat, som mange mener, er den væmmelige socialdemokrat, har sat sindene i kog. Som flere siger, fortæller han ikke meget andet end hvad yngste reporter på Borgen ved. Bare mere morsomt. Men whistleblower? Ikke mere end manden, der udleverer samtlige pinlige detaljer om sin familie på bodegaen. Som kommunikation er bogen ”Den hemmelige socialdemokrat” lidt underlig. Stort gennemslag, uklart formål.

Og så var det jo uge 7, hvor en stor del af dansk ungdom valfarter til Prag, hvor udtrykket ”at drikke som en dansker” er gået over i talesproget. Myndighederne havde fundet ud af at byen ikke havde hegn nok til at de unge kunne drikke sig i det og havde indsat store og bistre politistyrker. Det havde de troskyldige unge ikke regnet med: Må man ikke drikke her når man kun er 16, jamen det havde man da lovet os. Hvor kan man klage og kan familieadvokaten gøre noget?  

Her er kommunikationen ikke slået igennem: Nej, I må heller ikke drikke på danske værtshuse.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Tab af troskyldighed Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger