Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Syv kilometers ulighed

Af Tom Ekeroth, mandag den 23. maj 2016 kl. 11.00

Det er jo ikke fordi vi ikke ved det, men journalistik handler jo altid om at vinkle, og det er lykkedes DR Dokumentar med serien ”En syg forskel”, som vi søndag fik en forsmag på: I Aalborg er middellevetiden i det velbjergede Hasseris 80 år, mens den i Aalborg Øst er nede på 67 år. Der er syv kilometer mellem de to bydele. Vi har en betragtelig ulighed i sygdom og sundhed, selv om adgangen til sundhedsvæsenet i princippet er lige.

Engang skildrede satiriske tegnere de rige som fede livsnydere i modsætning til de fattige, der enten var udmagrede eller tynde og muskelsvulmende. I dag hvor en topchef helst skal have løbet mindst et marathon, ser det noget anderledes ud. 

De rige er i form, mens overvægt mere og mere bliver et fattigdomsproblem. Uligheden i helbred og sundhed handler i høj grad on livsstilssygdomme. Jeg ved ikke hvordan boligerne i Aalborg Øst er, men jeg tror ikke de er sundhedsfarlige. Og selv om arbejdet også i dag kan gøre folk syge, så er intet arbejde farligere for helbredet.

Det kræver formodentlig et større overskud at være fattig og fit, og det er svært at se nogle umiddelbare løsninger på det voksende problem, jo, der har allerede nu været udtalelser om flere ressourcer og mere lægetid til borgerne fra Aalborg Øst. 

For en sikkerheds skyld: Det er ikke et specielt Aalborg-problem, det kunne registreres i en hver provinsby og man kan se den samme forskel mellem kommuner.  Men det er endnu et af de problemer, der giver en fornemmelse af at landet er ved at knække over.

Jeg synes det er godt, hvis praktiserende læger udover at diagnosticere og udskrive medicin også kan trøste og berolige, men måske er der også brug for formynderi engang imellem. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Syv kilometers ulighed Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger