Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Sygefravær eller sygt fravær

Af Tom Ekeroth, mandag den 24. november 2014 kl. 09.30

Det er højsæson for sygefravær og for de diskussioner, som det altid skaber. Der findes jo ikke nogen entydig definition af sygdom, og diagnosernes himmelflugt har ikke gjort det lettere. Men også før det er der forskel.

Geografisk for eksempel. Københavnere har notorisk flere sygdage end jyderne. Hvilket formodentlig får de sidste til at følge sig bekræftet – jyden ER stærk og sej. 

Men det kunne jo også være, at der i sygefraværet skjuler sig en pænt antal børns tredje og fjerde sygedage. Måske er netværket tættere i Jylland, bedsteforældrene bor lige om hjørnet og er gået på efterløn. Masser af mulige forklaringer.

Selvfølgelig er der også forskel på folk: Om nogen ved, at hvis de ikke møder er det fordi de er holdt op, andre kaster sig tilbage i sengen ved det første nys. Det er selvfølgelig rart med de heltemodige, men man kan nok ikke se bort fra, at de også spreder noget smitte. I hvert fald her i forkølelsessæsonen.

Og så er det selvfølgelig rigtigt, at sygefravær altid er et ledelsesproblem. Og her er vi selvfølgelig henne ved det psykisk betingede sygefravær, forkølelser kan ikke engang superledere gøre noget ved. Og her er det, at diskussionerne for alvor kan komme op i det højrøde felt, for selvfølgelig er der chefer fra Helvede, der aldrig burde have været det, men alligevel sidder der, hvor de sender medarbejdere til tælling på stribe.

Men så er der jo også medarbejdere, der tager øvdage eller synes, at det er deres ret at blive væk fordi jobbet ikke lever op til deres krav. Som mener, at veloplagthed er alle andres ansvar. Der er sygefravær og så er der sygt fravær.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Sygefravær eller sygt fravær Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger