Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Sydfyn-style

Af Tom Ekeroth, mandag den 15. april 2013 kl. 08.00

Efter Michael Ziegler er øjeblikkets mest kendte borgmestre uden sammenligning d’herrer Bjarne Nielsen, Hans Jørgensen, Karsten Landro og Curt Sørensen – tilsammen Sydfyns svar på den koreanske rapper PSY og hans Gangnam Style. Deres præstationer er et hit på YouTube.

Er det tåkrummende pinligt? Næ, det ville det have været, hvis de fire skulle leve af musik og dans i stedet for at være borgmestre i Langeland, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Svendborg Kommuner. Men det skal de så ikke.

Er det god smag? Findes den diskussion mon stadig? Svaret ville nok være nej, men det er det oprindelige hit vel heller ikke.

Vækker det opmærksomhed? Ja i høj grad. Man ved godt, hvordan der ser ud på Sydfyn: Her er smukke bymiljøer, levende maritim historie og idyl på idyl. Men om man så havde gennemfotograferet det, trykt det på glittet papir og husstandsomdelt det i hele Danmark, havde man ikke fået den sammen gennemslagskraft. Udover at det er ganske modigt, er det da også sjovt – lidt på samme måde som Ørnen Eddy, den engelske skihopper, der landede på nogenlunde halvdelen af den distance, som den næstdårligste kom ud på. Men det er nu ham, man husker, hvis man ikke har en speciel interesse i skihop.

Om det er branding, der virker? De fire kommuner har store udfordringer med at få arbejdspladser og tilflyttere. Dem får de selvfølgelig ikke flere af som en direkte følge af deres optræden, men de har fået gjort opmærksom på sig selv på en optimistisk og iøre- og øjnefaldende måde. Skulle der være nogen, der ikke kan lide det, kan man endnu en gang henvise til Oscar Wilde, der sagde: ”Der er kun en ting, der er værre end dårlig omtale. Det er ingen omtale”.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Sydfyn-style Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger