Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Stop de farlige tosser

Af Tom Ekeroth, mandag den 10. november 2014 kl. 08.00

I sidste uge viste en række indslag i tv, aviser og netmedier, at politikere udsættes for en voldsom vrede. Det går ud over politikere af begge køn og i alle partier.

Politikere har altid været mål for folkets vrede og de har også måttet finde sig kommentarer om deres udseende. Som når Osvald Helmuth i en revyvise sang, at Per Hækkerup lignede ”en sæk cement”. Den robuste og rundbuede socialdemokrat kunne formodentlig tage det. Der var vel også en anden gemytlighed over det.

Det er der ikke meget af, og det virker som om det i stigende grad går råt ud over kvindelige folkelige, hvad eksempler fra bl.a. DR 2-serien ”Ti stille kvinde” viser. Stærkt sexistisk. Det er skamløst grimt, hvad de bliver udsat for.

Men er det ikke bare nogen indebrændte tosser, der i tidligere tider ville have skrevet på væggene i de offentlige toiletter? Og når de bliver afsløret klynker, ”at det var sandelig ikke det, de mente”. Det holder bare ikke.

Det er logik for fjerkræ, at lige som man skal tænke sig om, når nogen tilbyder en splinterny designerstol til en tredjedel af prisen, så er det en dødstrussel, når man skriver, at man vil slå nogen ihjel, eller i øvrigt skade dem. 

Når man truer, er det en politisag, uanset om man har gjort det i vrede eller almindelig dumhed. Og det er godt, at det bliver taget alvorligt, for det er ikke bare et personangreb. Det er et angreb på demokratiet.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Stop de farlige tosser Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger