Redaktørens stemme Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Sølvbryllup og alt er godt

Af Tom Ekeroth, mandag den 7. januar 2019 kl. 09.35

I sidste uge holdt en række kommunalpolitikere sølvbryllup med deres kommune. Det er dem, der blev valgt ind i november 1993 og som 1. januar 1994 kunne indlede deres politiske karriere. Lige som nu kom de til politikken fra vidt forskellige steder: Gennem den politiske ungdomsorganisation, gennem forældrearbejdet ved en skole, gennem en "sag", som fik dem til at reagere.

De havde langt flere kolleger, end de har nu. Der var 275 kommuner med 4703 politikere. Formodentligt var der også nogle,  der i begyndelsen af 1994 talte om, at kommunerne var for små, men det var næppe det, der optog debutanterne. De skulle i gang med en fantastisk spændende og krævende opgave.

Men uanset vejen til politik, så blev de grebet af det, og selv om nogle af dem næppe havde forestillet sig, at det skulle vare så længe, så blev de alligevel. Også da den kommune, de oprindelig var valgt ind, blev lagt sammen med andre. Nogle af dem har garanteret også overvejet "skilsmissen", men valgte alligevel at tage en tur til.

Det er vi glade for. De er en del af den røde tråd i dansk politik, som lokalpolitik er. En stærk, holdbar tråd. Så tillykke medsølvbrylluppet og tag endelig nogle flere år. Alt er godt.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Sølvbryllup og alt er godt Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

redaktør

Tom blogger om kommunerne med mennesker, meninger og medier som omdrejningspunktet

Skriv hvad du søger