Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Simons skoletid var ikke ret nem

Af Tom Ekeroth, mandag den 4. februar 2013 kl. 11.30

Jeg har været på Skolerigsdagen i Aalborg. Det er som altid spændende, mange gode indslag. En af de gode personlige historier var en lille film i forbindelse med et temamøde om Silkeborgs (gode) arbejde med inklusion. Jeg vil prøve at gengive:

Simon: Min folkeskoletids var ikke ret nem – fra første til fjerde klasse. Vi vidste ikke at jeg havde ADD, de andre elever begyndte at være bange for mig, der var én lærer, der prøvede at hjælpe mig. Der var stort set ikke andre lærere, der havde tålmodighed til at hjælpe mig. De troede jeg var en møgunge.

Simons mor: Han var voldelig, deprimeret, og voldelig skal forstås bogstaveligt. Når han havde fået den her stakkels dreng, som han var blevet sur på - over hvem ved hvad - ned på jorden, så kunne han godt finde på at gå hen og sparke ham i hovedet.

Simon: I fjerde klasse kom jeg i specialklasse. Der fik jeg hjælp til at styre mit temperament, som jeg havde størst problemer med. I slutningen af sjette fik jeg at vide, at jeg havde ADD. Jeg fik næsten et chok, for jeg vidste ikke hvad det var. Psykologen sagde: ”Det er det du kalder damp”. Det kendte jeg godt, det havde jeg selv gjort nar af, da jeg ikke vidste, at jeg havde det. Det har aldrig været nemt at fortælle nogen, at jeg gik i specialklasse. Hvis vi var hjemme hos nogle af mine forældres venner, og de havde nogle børn, jeg ikke kendte. Så blev jeg spurgt ”Er de så psykopater?” eller ”De er ikke ret kloge, vel?”. Det jeg helst ville var, at man kunne fjerne specialklasser helt, så man kunne få hjælp i sin egen klasse. Så føler man sig mere normal, ikke så underlig.

Simons mor: Han var så fagligt dygtig, at selvfølgelig skulle han være i en almindelig skole, og han skulle bare have haft hjælp lang tid før. Så havde hans skoleforløb været meget anderledes.

Simon: Jeg vil gå efter at blive standup-komiker. Og læse til psykolog. Jeg vil gerne hjælpe andre, der har de samme problemer som mig. Det værste jeg har kunnet høre fra skolepsykologer har været ”jeg ved hvordan du har det”. Det ved de ikke.

Simon går i dag på gymnasiet i Bjerringbro.

Godt argument for inklusion, men som Silkeborgs skolechef Huno Jensen bagefter bagefter retorisk spurgte: – Hvad ville de andre børns forældre have sagt til at han var blevet i klassen.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Simons skoletid var ikke ret nem Felter med * skal udfyldes
 

Inklusion ja, men ikke for enhver pris

Af:Niels Chr. Sauer, DLF - Den05.02.2013 kl. 15:31Anmeld kommentar

Ja, det spørgsmål hører med: " – Hvad ville de andre børns forældre have sagt til at han var blevet i klassen." Men det betragtes i mange kommuner som udtryk for en uacceptabel holdning. Den belastning, man pålægger andre elever, ønsker man ikke at tale om, og den, der nævner det, skammes ud som intolerant og ekskluderende.

Som Simons historie blev fortalt, var der ingen vej udenom den eksklusion, han blev genstand for. Til gengæld var hans inklusion på et senere tidspunkt en solstrålehistorie. Men da havde han lært at styre sit aggressive temperament.

Lad det være fastslået, at eksklusion er eksklusion, også selv om den udøves af en inkluderet elev, der ikke retter ind efter fællesskabet, men med sin adfærd presser andre ud ad det. Det giver ingen mening at inkludere elever, der efterfølgende ekskluderer dem, der skulle være hans sine kassekammerater.

Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger