Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Shitstorme for begyndere

Af Tom Ekeroth, mandag den 22. oktober 2018 kl. 09.30

Efterårsferien plejer ellers altid at være lidt nyhedstynd og helliget halloween, museer og almindelig hygge. Men i år blæste to vidt forskellige shitstorme op næsten samtidig. Og de ramte begge personer, som ikke forstod at afværge dem.

Den ene ramte Hornbæk, hvor Ilse Jacobsen residerer, og det var rejst af Berlingske, som hverken kan mistænkes for generel erhvervsuvenlighed eller hang til klapjagt på nordsjællændere. Den korte udgave af historien var at designerens forhold til medarbejdere åbenbart er sådan, at det virker som om stamproduktet ikke er glade gummistøvler, men ride-ditto. Med sporer.

Det var ikke så godt, men resulterede i et interessant forsøg på damage control, hvor Jacobsens mand styrtede rundt i Hornbæk og forsøgte at opkøbe hele det lokale oplag af Berlingske.

Det endte med at Ilse Jacobsen trak sig fra iværksætterprogrammet "Løvens hule".

Den anden shitstorm blæste ind over Københavns Rådhus, nærmere betegnet kulturborgmester Niko Grünfeld, Alternativet. Først viste det sig, at kulturborgmesteren havde fået indrettet sit kontor for 130.000, foretaget af en arkitekt, der er søster til en ansat i Alternativet. Det var så uden om Københavns Kommunes indkøbsordning, og der havde været mulighed for at hente genbrugsmøbler i kælderen, endda designet af Martin Nyrop.

Kulturborgmesteren forsvarede sig på Facebook med at hans kontor er et slags kulturhus. Det fik ikke rigtig stormen til at stilne og et par medier forholdt sig ret sarkastisk til det. Og umiddelbart efter fulgte historierne om, at borgmesterens cv ikke var helt korrekt. Hvis der er noget, der kan få medier til at lugte blod, så er det uddannelser og titler, man ikke har. Lige siden Anna Castberg har det været den lige vej til forsiden.

Natten til onsdag i sidste uge kom så undskyldningen på Facebook:

"Jeg har lært, tænkt og fortrudt meget de seneste efterhånden mange dage og nætter. Jeg er først og fremmest kommet frem til den konklusion, at jeg skylder jer alle en undskyldning".

Torsdag morgen kom meddelelsen om at Niko Grünfeld har trukket sig som kulturborgmester.

Og hvad kan man så lære af det:

  1. En shitstorm spreder sig hurtigere end pest i middelalderen. Tanken om at afværge den i et enkelt medie er helt håbløs.
  2. Det kan være klogt at sige undskyld, men man skal gøre det hurtigt. Og man skal virke som om man mener det.
  3. Og klassikeren: Hvis det ikke kan forklares, kan det ikke forsvares
Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Shitstorme for begyndere Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger