Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Sagen Per Zeidler

Af Tom Ekeroth, mandag den 13. november 2017 kl. 08.00

Det første kommunalvalg, jeg var med til at dække, var i 1974. Der var lokalredaktøren og jeg i en lille by i Nordsjælland. Han kendte stort set alle byens borgere, så han vidste selvfølgelig også, hvem det drejede sig om, da det dagen efter gik som en løbeild gennem byen, at "Porno-Kaj" var blevet valgt. Kaj kaldte sig selv antikvitetshandler, selv om man nok nærmere ville have kaldt hans lille forretning for genbrug. Eller skrammel. Desværre havde Porno-Kaj glemt at fortælle sin partiforening, at han havde en dom for blufærdighedskrænkelse. I den periode, hvor han fik sit tilnavn, rejste han land og rige rundt på markeder med et liveshow, hvori også indgik en pige på 15. I løbet af dagen kom Kaj til at lide af migræne, som gjorde, at han ikke kunne modtage valget. Så meget for den politiske karriere.

Så snuskede affærer er jo ikke noget nyt i forbindelse med kommunalpolitik. Men heldigvis er de sjældne, hvad interessen for sagen Per Zeidler tyder på.

Sagen er jo ikke domfældt, men indicierne er ret håndfaste. Ifølge en række medier, men først og fremmest Århus Stiftstidende, har han angiveligt medvirket til at arrangere "gangbangs" (et ord jeg ikke troede jeg skulle komme til at skrive) blandt andet i stedet for at passe sit hverv som formand for Familieudvalget.

Udvalget afsatte ham med den korrekte begrundelse, at han ikke passer sit arbejde som udvalgsformand. Borgmester Claus Wistoft var mere direkte i sin udmelding, han mente, at Per Zeidler burde trække sig, fordi han ikke er værdig til at sidde i byrådet. Det valgte han så at gøre. Exit Per Zeidler og respekt for Wistoft og medlemmerne af familieudvalget for at handle hurtigt. 

Tilbage står en undren over, hvad der får 11 mænd, hvor af nogle vel statistisk må have døtre, til at tage til et gammelt forsamlingshus og deltage i betalt udnyttelse af to piger på 19 og 23. Som burde have været i skole, på arbejde, på shopping. Alle mulige andre steder end der.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Sagen Per Zeidler Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger