Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

SKAT på varmt bliktag

Af Tom Ekeroth, mandag den 26. august 2013 kl. 09.30

I øjeblikket bliver SKAT ristet og grillet, så det næsten ligner risikoen for en nedsmeltning. Om ikke andet så af omdømmet. 

Nu er lykkelige skattebetalere lige så sjældne som upåklagelige og ægte helgener. Men vi har dog haft et billede af, at det gik hårdt, men ordentligt for sig, og hvis nogen snød var det os (altså ikke du og jeg, men alle de andre) og ikke myndighederne.

Oven i købet har SKAT utallige gange været fremhævet som dem, der virkelige har kunnet få os til at betjene os selv. Vi har også kunnet følge de brave skattefolk i den stadigt voksende genre, som man vel nærmest kan kalde ”udrykningstv”. Eller vi har med slet skjult skadefryd læst om razziaer, hvor ejere af bilbranchens fuldblod mødte deres skattemæssige skæbne.

Tre forskellige ”sager” plager SKAT. Den meget langvarige med departementschefen, diverse skattedirektører, statsministeren, hendes mand og en tidligere skatteminister. Hvad den ender med kan man vel ikke sige, men selv om der vel ikke er tremmer i den, så hænger den vel som en dyne af mistanke.

Så er der SKAT’s håndtering af folk, som man mener snød. I avisernes artikler lyder det nærmest som classic bad cops (”når de har tilstået, siger vi bare, at de gled i badet”).

Men mest almeneje er der dog i de fejlagtige ejendomsvurderinger. Og kan det være svært at forstå de finere detaljer i Thorning-Loft-etc. sagen, så er det her enkelt: Vi har betalt for meget i skat. Og i mange år.

Ifølge relativt pålidelige kilder har en perlerække af skatteministre været orienteret. Det er forhåbentlig ikke rigtigt, for selv om et par af dem var de mærkelige knive fra skuffen, så er flere af dem dog gode politiske håndværkere.

Der er vist noget med, at man kun kan føle smerte et sted, og det er vel det eneste gode ved sagen, at så længe, der bliver banket løs på SKAT, så får Forsvaret, DSB og andre statslige institutioner lov til at være i fred.

Engang var skattehåndteringen et kommunalt anliggende. Bag argumentationen for flytningen har formodentligt ligget sætningen ”det kan kommunerne ikke finde ud af”. Nu skal man holde sig fra sætninger som ”hvordan synes I lige selve det går”, og i stedet glæde sig over at det næppe skaber nogen grobund for ønsker om statsliggørelse af kommunale opgaver.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: SKAT på varmt bliktag Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger