Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Retten til brylluppet

Af Tom Ekeroth, mandag den 9. april 2018 kl. 10.00

"Droit de seigneur" – "retten til den første nat", var i Frankrig godsejerens ret til den første nat med bruden, når en af fæstebønderne skulle giftes. Hvor meget skikken blev praktiseret ved man ikke, men forestillingen om den fik næppe guillotinen til at arbejde langsommere.

Bryllupper bør jo være en festlig ting, og det synes man også i en række kommuner i nærheden af grænsen, hvor brudepar valfarter til for at blive viet uden for megen besvær og bureaukrati. Men nu er der slået lidt skår i festglæden: Børne- og socialminister Mai Mercado overvejer en central enhed, der skal sikre, at det ikke er proforma vielser, der sker i Tønder, Sønderborg, Fanø, Langeland og på Ærø hvor den gamle søfarts idyl er rammen om flere og flere ja'er.

Hvis der kommer en central enhed, bliver det mere bøvlet at blive gift og det vil betyde, at det lokale erhvervsliv går glip af indtægter – fra blomsterhandlere, restauranter, fotografer, hestevognsejere, hoteller, færger og til de pensionister, der formedelst 100 kr. optræder som vidner. Jeg gætter på, at borgerne også synes det er lidt rart, at bo et sted, hvor romantikken blomstrer.

Her er nogle kommuner, som ikke er de velbjergede, som har fundet ud af at bruge hvad de har. Det er al ære værd, og som en tidligere borgmester på Ærø sagde, så er det ikke svindel de ser, men en masse forelskede mennesker. Kommunerne mener, at de sagtens kan finde ud af at kontrollere om det nu kan kaldes kærlighed. Og hvis det ikke er i stykker hvorfor så begynde at reparere det, som de siger i USA. Ministeriet skal lade være med at opføre sig herremandsagtigt og i stedet lade kommunerne have bryllupperne i fred.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Retten til brylluppet Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger