Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Post? Post festum!

Af Tom Ekeroth, mandag den 9. maj 2016 kl. 09.00

Staten som leder af virksomheder er et besynderligt kapitel. Jeg tænker her hverken på manglende skatteindbetalinger for milliarder, tog der ikke kan køre eller it-systemer, som ikke fungerer. Men på Postvæsenet eller hvad det nu hedder for tiden.

Engang en etat med bygninger spredt over hele landet og vore røde venner (i byerne, for landpostbudene havde sorte uniformer, måske så man kunne se forskel). Nu er der fire egentlige posthuse tilbage, og mon ikke det er en stakket frist.

Bortset fra at man mister sine danmarksbilleder, når det forsvinder, så kan jeg personligt leve med at posten er et hjørne af et supermarked. Køerne er såmænd ikke længere, og til forskel fra mit lokale posthus, som kunne minde om et stykke gammelt Østeuropa, der var gået forkert, så går de ansatte ikke til pause, når der står 100 og venter. Jeg savner heller ikke, at man nogle steder i systemet lagde rigelig meget af posten til side til sig selv.

Men et eller andet sted har jeg en fornemmelse af at det kunne være gået anderledes, at strategisk overblik og ledelsesmæssig dygtighed måske kunne have gjort en forskel. Logistik, udbringning er der jo stadig brug for. Vi sender mails og ikke breve, men vi køber som gale på nettet og vi får bragt dit og dat. I stedet forvandlede posthusene sig i perioder til små butikker, og selv var det godt at vide, hvor man altid kunne få diverse Postmand Per-merchandise, så var det nu ikke en overlevelsesstrategi.

Eller måske er staten bare ikke god til at drive virksomheder? Nå, det går vist meget godt med Fyr og Vagervæsenet.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Post? Post festum! Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger