Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Pas på derude – der kommer dilemmaer

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 9. juni 2020 kl. 08.00

Selv om George Floyd hverken var en helgen eller mønsterborger, så var det skændigt, at han blev dræbt og måden grufuld. Det har naturligt vakt vrede og affødt demonstrationer som i København med 15.000 mennesker. Vi har jo gennem årene haft mange demonstrationer mod USA, og jeg tror da, at det skaber en vis form for pres.

Så langt så godt, men de 15.000 var jo tæt sammen uden at blive sprayet med spritkanoner eller i større stil at være forsynet med mundbind. Jeg ved godt, at politik er det muliges kunst, at det ville have været umuligt at sætte friheden til protest ud af kraft, at man ville have sat spørgsmålstegn ved ”black lives matter” etc. etc.

Men det skete altså dagen før forsamlingsforbuddet blev hævet fra beskedne ti til 50 mennesker. Det forsamlingsforbud, som har været vigtigt, fordi det ellers ville kunne koste ældre og udsattes liv. Kan man nu forestille sig, at en demonstration mod eller for et eller andet, som ville kunne samle 100.000 på Dyrskuepladsen i Roskilde ville være lovlig?

Sommeren bliver dilemmaernes tid: Hvis de må, hvorfor må vi så ikke? Hvordan skal studenterkørsel helt nøjagtigt gennemføres? Hvad sker der hvis tyskerne krydser Storebælt på endagesture? Fyld selv på, der bliver meget kævl, og det kan være, at man næsten kommer til at savne den tid, hvor vi stod sammen om det lukkede land, eller rettere sad sammen hjemme hver for sig.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Pas på derude – der kommer dilemmaer Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger