Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Partihopperne

Af Tom Ekeroth, mandag den 23. oktober 2017 kl. 08.55

Når man dykker ned i de enkelte byråd og kommunalbestyrelsers sammensætning er det slående, hvor mange, der er gået fra et parti til et andet eller til et politisk liv som løsgænger. Nogle har endda nået to. Det bliver næppe mindre i den kommende periode, og sandsynligvis vil man også opleve skift i selve konstitueringsfasen. 

Der vil altid være ønsker om at lave regler. Da jeg ikke er jurist, har jeg svært ved at se om det er en farbar vej, og om det kan lade sig gøre. Men umiddelbart forekommer det svært, for det rammer jo hurtigt ind i de personlige holdninger, retten til at tro, tænke og handle derefter.

Alt tyder på, at vælgerne fint kan tilgive vandringerne. Bare de ikke er for lange. Det spiller jo fint sammen med, at personen ofte betyder mere end ideologi i kommunalpolitik. Hvad der på mange måder er en styrke.  

Men der er forskel på partiskift, og mens de skift der sker i løbet af perioden sjældent har voldsomme konsekvenser, så er der et dilemma i forhold til skift på valgnatten eller dagene derefter.

Populære politikere, oftest borgmestre, trækker med deres personlige stemmer en række andre med ind i byrådet. Men disse nyvalgte kan stadig få magten til at skifte, uden selv at have nogen større portion personlige stemmer. Det som de unge politikere Andreas Weidinger (K) og Sonja Marie Jensen (S) i et debatindlæg i Danske Kommuner 12. oktober kalder for "mandattyveri". Det er da et klart problem, at man på den måde kan omgå et flertal.

Skiftene i årets løb har formodentlig en mangfoldighed af motiver: Ændrede politiske holdninger, sammenstød omkring, men også personlige modsætninger og politikere, der ikke oplevede at blive taget alvorligt. Eller oplevede at blive set. Måske er nogle byrådsgrupper også stærkt hierarkiske systemer, hvor man forventes at være i lære et stykke tid. Hvad der måske ikke lige var det, man havde forventet. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Partihopperne Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger