Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Nedturens anatomi

Af Tom Ekeroth, mandag den 28. april 2014 kl. 10.30

Der var engang en organisation, en familie, som var førende. Stærk, selvsikker, uovervindelig. Men langsomt begyndt den at krakelere. Der var skiftende overhoveder, ledere, som nød stor respekt og som kunne se, at deres organisation var ved at tabe terræn, og som handlede for at rette op på det. Men det sikre greb var væk, og det der skulle genskabe positionen, endte med at give sår og skrammer.

Familien måtte vænne sig til at være nummer to. Det gav forskellige reaktioner: Et familiemedlem anfægtede, at det familien stod for havde en værdi, og det førte til et forbitret opgør. Et kvindeligt medlem brugte mere og mere tid på at finpudse historien om fortiden og modviljen mod de konkurrenter, som havde overhalet dem. Mere stolthed, selv om der var mindre at være stolt over. Mere stil, men mindre indhold. Og lang mindre kampvilje. Det havde modstanderne så til gengæld rigeligt af.

Engang imellem var der sejre, som gav håb om noget nyt. Men de blev færre, og dristige forsøg på at gøre lige som de foragtede konkurrenter endte galt, og den sidste lange nedtur kunne begynde i al sin tristhed. Da kun rutinen var tilbage.

Og hvem handler det her om? Købmandsfamilien i ”Buddenbrooks”, den unge Thomas Manns knivskarpe debutroman fra 1901, og stadigt en af de bedste analyser af, hvad man kunne kalde nedturens anatomi.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Nedturens anatomi Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger