Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Nedtælling

Af Tom Ekeroth, mandag den 4. december 2017 kl. 12.00

Mon ikke mange borgmestre skynder sig at få holdt de konstituerende møder i denne uge. Nedtællingen til den 15. december er begyndt. De mange flere kommuner med absolut flertal, mindsker sandsynligheden for at aftalerne falder fra hinanden, medmindre nogle springer fra deres parti. Så gætter jeg på at en del borgmestre også lige tjekker, om der er utilfredshed at spore hos nogle af deres egne medlemmer.

Der har været nogle antydninger af kupforsøg, men indtil videre er de ikke realiseret. Nu er vi jo engang havnet med at bruge ordet "kup", og det bliver vi nok ved med at bruge, men egentlig har det jo forkerte undertoner. Det er jo også en del af den demokratiske proces og det politiske spil, at man gerne vil sikre sig så meget magt som muligt.

Jeg synes det må være benhårdt som borgmester pludselig at får revet kæden fra sig: Et tab af indflydelse, job, tillid og måske venskab på samme tid.

Det som den konservative borgmester Rolf Aagaard-Svendsen oplevede, da han gik ind til det konstituerende møde som borgmester og derefter mistede kæden for rullede kameraer og tilhørere, ja det ville man ikke ønske sin værste fjende.

Men det hører med til historierne om konstitueringsdramaerne, at når de så var forbi, så endte det godt. Der blevet samarbejdet, der blev skabt resultater. Det kommunale demokrati fungerer og lever.

Men alligevel ville det nu være rart, hvis nedtællingen snart var fordi. Uden de store opbrud.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Nedtælling Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger