Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Når lærere ikke vil være lærere

Af Tom Ekeroth, mandag den 7. april 2014 kl. 11.30

DR har spurgt 842 lærere om arbejdsglæde og motivation. 65 procent af dem siger, at de overvejer at holde op med at være lærere, og af dem angiver 75 procent, at det er de nye arbejdstidsregler, der er årsagen.

Skoleledernes nye formand Claus Hjortdal trådte i weekenden i karakter og sagde, at der var nogle lærere, der skulle se at finde ja-hatten frem eller finde noget andet at lave. Formanden for lærerne Anders Bondo Christensen mente, at det meget vel kunne blive resultatet.

Nu er der ikke noget så effektivt til at starte et godt skænderi ved familiefrokosten som at nævne folkeskolereformen og lærernes arbejdstid, men lad os se lidt på det, der med lidt god vilje kan kaldes realiteter.

Arbejdsmarkedet giver i øjeblikket ingen mulighed for en gigantisk lærerflugt. De antydninger af arbejdskraftmangel der findes handler om andre fag. Og der er al mulig grund til at tro, at lærerne stort set vil slås for at få reformen til at lykkes.

Nu burde jeg have haft flere matematiktimer i mit skoleliv, men hvis jeg kigger på tallene kan jeg se, at det er cirka 420 lærere, der ønsker at forlade skolen/jobbet på grund af de nye arbejdstidsregler. Man skal vel have forstand på statistik for at sige, om der er mange eller ikke så mange. 

At flugtplanerne så ikke er enestående kan man se af en undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Den viste, at to tredjedele af lærerne på en årgang overvejede at skifte job.

Det var i 2006.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Når lærere ikke vil være lærere Felter med * skal udfyldes
 

Jamen, DR har jo ikke noget tøj på!

Af:Kenneth Kæregaard, margin - Den07.04.2014 kl. 12:26Anmeld kommentar

DR har i denne uge såkaldt "fokus" på Folkeskolereformen, og så skal der sælges billetter = lyttertal/seertal skal op. Der er således ikke noget mærkeligt i, at DR skævvrider eller overfortolker et enkelt tal. Jeg troede faktisk efterhånden, at det var en journalistisk kernekompetence...

Tak Tom Ekeroth for at denne meget simple sammenligning. Gad vide, hvor mange politibetjente, DSB-funktionærer eller hjemmehjælpere, der drømmer om færre ændringer på deres arbejdsplads og måske ligefrem ønsker sig et andet job - hvis et analysefirma kom forbi med et spørgeskema?

GOD ARBEJDSLYST! KENNETH KÆREGAARD, margin

Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger