Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Når en formand ikke går

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 10. juni 2014 kl. 08.00

Et tilbageblik: Nixon havde nået slutningen i sin politiske karriere. Der var berammet et pressemøde i Det Hvide Hus kl. 02 dansk tid. Der var nogen rådvildhed i redaktionssekretariatet på den provinsavis, jeg arbejdede på dengang. Trykstart var kl 23.00, og det var utænkelig at udsætte den. Selv om avisen gik under øgenavnet Hingstetidende (på grund af de mange landbrugsannoncer), satte den en ære i at have en ordentlig udlandsdækning, da den var mange af læsernes eneste medie.

Den ledende redaktionssekretær besluttede sig for en bærende forsidehistorie med overskriften ”Nixon træder tilbage”, og han havde is i maven, også da hans næstkommanderende på et tidspunkt sagde: ”Bare vent han indleder pressemødet med at sige ”I won’t go”. Men gå af gjorde han jo som bekendt.

Så medier har altid satset. Når det går godt bliver det bare journalistanekdoter, når det går skidt er det pinligt. Onsdag den 4. juni var det overordentligt pinligt, for her var den politiske leder ikke gået af, selv om det med stadigt stigende skråsikkerhed og få forbehold var blevet en fælles nyhed, at Lars Løkke Rasmussen ville gå af.

Nu er det ifølge flere medier tid til selvransagelse. Det er jo altid godt at forsøge at lære af sine fejl, men vil det betyde større ændringer? Næppe. Selvransagelse har det med at gå over, som dengang da der var en kollektiv afstandtagen fra paparazzier, fordi de angiveligt skulle have drevet Diana i døden. Man må sige, at markedet for meget private billeder lever i værste velgående. I øvrigt var selve amokløbet mod fotograferne også en ukritisk forestilling. Årsagen til den tragiske ulykke var først og fremmest, at chaufføren havde en promille så høj, at det var underligt, at han i det hele taget kunne sidde ved rattet.

Så, der vil også fremover være selvsving, hvor hele den sammensatte flok af medier med krav om opdateringer vælter afsted som lemminger. Men man kan da håbe på lidt flere forbehold og lidt mere kritisk tilgang til meningsmålinger. For det, at en meningsmåling hvor Venstre droppede ned til 14,5 pct. af stemmerne, blev betragtet som sandhed var måske noget af det pinligste ved den dramatiske dag, for her må man stille spørgsmålet om det ikke kunne have påvirket en stillingtagen til formanden blandt mødedeltagerne. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Når en formand ikke går Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger